Kineser banker Peter Gade ud af OL

Peter Gade kunne ikke stille noget op imod kineseren Chen Long i karrierens sidste OL-kamp.

Kineser banker Peter Gade ud af OL

Peter Gade kommer ikke til at spille flere OL-kampe i badmintonkarrieren. Torsdagens kvartfinale mod kineseren Chen Long blev hans sidste og endte med sejr til kineseren i to sæt med cifrene 21-16, 21-13.

Men Gade - der i London spillede sit fjerde OL - kan trække sig tilbage med rank ryg efter afskedskampen.

Danskeren virkede enormt fokuseret fra kampens start og spillede med stor tålmodighed.

Han spillede varieret og fulgte med kineseren frem til stillingen 10-10. Herfra begyndte Chen Long dog at presse danskeren længere tilbage på banen, og Gade blev et par gange fanget på mellemhånd.

Samtidig var han uheldig med et par netrullere, og det førte alt i alt til, at kineseren vandt første sæt.

Publikum i Wembley Arena bakkede godt op om den sidste tilbageværende europæiske singlespiller i OL-turneringen, men Gade havde det svært.

I andet sæt var det Chen Long, der dikterede begivenhederne, uden at han dog udspillede 35-årige Gade.

Kineseren var dog hele tiden et skridt og et par point foran, og til sidst slap kræfterne efterhånden også op hos danskeren, der på grund af skader ikke har kunnet forberede sig helt optimalt på OL det seneste års tid.

Peter Gade fortsætter med at spille badminton nogle måneder endnu. Hans sidste turnering bliver Copenhagen Masters i december, hvor han møder sin skrappeste modstander i karrieren, kineseren Lin Dan.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.