Biler

Kineserne bevarer Rover

Nanjing s overtagelse af det engelske konkursbo er nu på plads

Det ligger nu fast, at kineserne overtager resterne efter Rover-MG. Efter længere tids rygter om, at Nanjing - en af Kinas ældste bilproducenter - ville overtage det engelske konkursbo, er der nu indgået endelig aftale herom. Nanjing, der årligt bygger 600.000 biler, har sine fabrikker i byen Nanjing - hovedstaden i Jiangsu-provinsen. I samme by bygger Mazda og Ford også en bilfabrik - og Nanjing ønsker at blive Kinas bilby nummer et. Kineserne har betalt cirka 600 millioner kroner for resterne efter Rover-MG og skal have store planer for at udvikle nye Rover-produkter. Det forlyder allerede, at de planlægger en ny sportsvogn og i deres forhandlinger har de antydet, at de har behov for 1500 ingeniører, der skal udvikle de nye biler og motorer. Derfor vil de beholde et stort teknisk center i England. Og der tales også om at lave en samlefabrik i England. Nanjing har eksisteret siden 1947 og fremstiller både personbiler, lastbiler og busser, men er med 16.000 ansatte en af de små kinesiske bilproducenter. De engelske fagforeninger havde, ifølge engelske aviser, håbet, at MG Rover ville blive solgt til den anden kinesiske fabrik, Shanghai Automotive (SAIC), som var dem, der i lang tid forud for konkursen forhandlede med MG Rover om et joint venture. Salget til Nanjing kan da også give nogle problemer for den nye ejer, idet det forbigåede SAIC allerede skal have købt rettighederne til Rovers Motorer. Et ubestemt antal Rover-medarbejdere skal nu hjælpe Nanjing med en rekonstruktion af selskabet. Ved krakket i april mistede 5000 ansatte deres job. Nanjing Automotive vil flytte en del af produktionen til Kina, men lover at beskæftige 2000 i Storbritannien. Forud for krakket er gået fire år, hvor et konsortium ved navn Phoenix har forsøgt at sikre de stolte traditioner, der ligger i produktionen af MG og Rover biler i Midtengland. Konsortiet købte virksomheden af BMW, som trods massive milliardinvesteringer i virksomheden og nye modeller i 2000, valgte at trække sig ud og sælge alle MG Rover aktiviteter for et symbolsk beløb. På trods af nyudviklede modeller i 2000 faldt salget af MG Rover biler, og der blev ikke udviklet nye modeller. Herhjemme vil situationen ikke berøre de danske Rover eller MG ejere. Da konkursen forelå, besluttede den danske importør, at man selv vil opfylde alle garantiforpligtelser på bilerne og reservedele er heller ikke noget problem, da den del af Rovers forretning allerede blev udskilt i et selvstændigt firma sidste år. Billedtext: