Kinesisk delegation besøgte Roblon og Martin

Miljø 23. august 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: En syv mand stor delegation fra den kinesiske Shanghaibydel Pudong var i går på besøg i Frederikshavn, hvor de besøgte Roblon Fiber Optics A/S og lysfabrikken Martin. Formålet med besøget er udveksling af viden om og erfaringer med vedvarende energi, belysning og miljørigtig affaldshåndtering. Pudong-bydelen er det økonomisk hurtigst voksende internationale område i Kina og regnes som flagskibet i Kinas moderne økonomi og det kulturelle, kommercielle og industrielle center i Kina. - Pudong-området er af mange grunde særligt interessant for os i Frederikshavn Kommune at udveksle erfaringer med. Det gælder ikke mindst inden for områder som vedvarende energi, belysning og miljørigtig affaldshåndtering. Sammenlignet med os har kineserne den fordel, at de ikke er begrænset af økonomien, for på grund af områdets særlige status som frihandelszone har de masser af kapital til miljørigtige investeringer, siger Jens Hedegaard Kristensen (U), formand for teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune. Udover besøgene på Roblon og Martin hørte kineserne om Frederikshavns bestræbelser på at blive Danmarks førende energiby samt det frederikshavnske udviklingsselskab Light Vision, der arbejder med miljørigtig belysning. Derudover blev de kinesiske gæster præsenteret for et indblik i Forsyningen A/S og Palm City-projektet. - Det er utrolig positivt, at vi her i Frederikshavn kan påkalde os interesse fra et område af verden, der er i så voldsom udvikling på stort set alle områder inden for teknik, planlægning og miljø. Og det glæder os, at de fra bystyret i Pudong har fået øjnene op for, at de kan bruge nogle af de erfaringer, vi har gjort os i Frederikshavn, siger Jens Hedegaard Kristensen. Pudong har et areal på 523 kvadratkilometer og huser i dag cirka to millioner af Shanghais i alt cirka 18 millioner indbyggere. - hac

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...