Kinesisk general begår selvmord efter anklager om korruption

En kinesisk general begik selvmord, da han pludselig blev del af en omfattende granskning af korruption.

China Politics Foto: /ritzau/AP/Ng Han Guan/arkiv

China Politics Foto: /ritzau/AP/Ng Han Guan/arkiv

En kinesisk general har begået selvmord, efter at myndighederne i landet har indledt en efterforskning af hans forbindelse til to korruptionsanklagede militærofficerer.

Det skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Zhang Yang, der var medlem af Kinas centrale militærkommission, hængte sig i sit hjem i Beijing 23. november.

Zhang Yang er den seneste fremtrædende person, der er blevet involveret i præsident Xi Xinpings kampagne mod korruption.

Den har foreløbig omfattet 1,5 millioner medlemmer af det kinesiske kommunistparti og en lang række højtstående militærfolk.

Zhang Yang blev efterforsket for sine forbindelser til to militærofficerer, der tidligere er blevet smidt ud af kommunistpartiet.

Den ene - Guo Boxiong - blev idømt livsvarigt fængsel for korruption i 2016.

Den anden - Xu Caihou - døde af kræft i 2015, mens han stadig blev efterforsket af myndighederne.

Ifølge Xinhua forbrød Zhang Yang sig "alvorligt mod disciplinære protokoller".

Han var mistænkt for bestikkelse og var i besiddelse af dyrebare genstande af ukendt oprindelse.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.