Kinesisk minister: 71 af 74 byer svigter miljøkrav

Kineserne er i stigende grad bekymret over forurenet luft og vand, og byerne lever ikke op til regeringskrav.

Udland 8. marts 2014 11:03

De kinesiske byer formår ikke at leve op til regeringens miljøkrav, lyder det fra landets viceminister for miljøbeskyttelse, Wu Xiaoping.

Ud af 74 byer, der ses efter i sømmene af ministeriet i Beijing, er der problemer i de 71, siger ministeren på en pressekonference lørdag.

Miljøet er kommet højt på den politiske dagsorden i Kina, hvor der i befolkningen er stigende bekymring for blandt andet smog, forurenet vand og forurenet landbrugsjord.

Forleden sagde premierminister Li Keqiang i sin åbningstale ved det årlige møde i Folkekongressen, at Kina vil gå til kamp mod forurening.

- Vi vil resolut erklære krig mod forurening. På samme måde som vi erklærede krig mod fattigdom, sagde Li onsdag til de omkring 3000 delegerede til Folkekongressen.

Gennem økonomiske reformer er hundredvis af millioner kinesere de seneste årtier blevet løftet ud af fattigdom og ind i middelklassen.

Kampen mod forurening vil blive ført via reformer af energipriserne for at tilskynde anvendelsen af ikke-fossile energiformer.

Desuden skal kapaciteten nedbringes i stål- og cementsektoren, som er skyld i en stor del af luftforureningen, fortalte Li.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...