Kinesisk rumfartøj brænder op over Stillehavet

Resterne af det kinesiske rumfartøj landede i det sydlige Stillehav natten til mandag dansk tid.

Det kinesiske rumfartøj Tiangong-1 brændte næsten op, da det trængte ind i Jordens atmosfære over det sydlige Stillehav natten til mandag dansk tid.

Ifølge kinesiske myndigheder trængte fartøjet gennem atmosfæren klokken 02.15 dansk tid, og "langt hovedparten" af fartøjet brændte op over Stillehavet.

Kort før meldingen havde de kinesiske myndigheder oplyst, at fartøjet forventedes at lande ud for den brasilianske kyst - ikke langt fra byer som Sao Paulo og Rio de Janeiro.

Det var ventet, at det otte ton tunge rumfartøj ville brænde op gennem atmosfæren.

Kinesiske myndigheder har oplyst, at de løse dele, der måtte være tilbage, næppe ville kunne medføre skader, når de ramte Jorden.

Tiangong-1 skulle oprindeligt have været destrueret i 2013, efter at det havde haft besøg af tre kinesiske astronauter. Men dets mission blev forlænget flere gange.

Kina oplyste tidligere, at rumfartøjet ville begive sig mod Jorden i slutningen af 2017. Men den proces blev forsinket, og det fik en række eksperter til at antage, at kineserne havde mistet kontrollen over rumfartøjet, skriver AFP.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.