Kinesisk tennisspiller til IOC: Jeg har det godt

Peng Shuai, der har været forsvundet, har fortalt IOC's præsident, at hun er i sikkerhed og har det godt.

Peng Shuai er tidligere verdensetter i double. (Arkivfoto)

Peng Shuai er tidligere verdensetter i double. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Den forsvundne kinesiske tennisspiller Peng Shuai har nu givet lyd fra sig.

I et videoopkald søndag med Den Internationale Olympiske Komités (IOC) præsident, Thomas Bach, har Peng Shuai fortalt, at hun er i sikkerhed, og at hun har det godt.

Det oplyser IOC ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Hun forklarede, at hun er i sikkerhed og har det godt i sit hjem i Beijing, men ønsker respekt for sit privatliv lige nu, skriver IOC i en udtalelse ifølge Reuters.

- Derfor ønsker hun at bruge sin tid med venner og familie lige nu. Uanset hvad vil hun fortsat være involveret i tennis, sporten hun elsker så højt.

Finske Emma Terho, der er en del af IOC's atletkommission, deltog også i videoopkaldet med Peng Shuai og var lettet over at se, at kineseren havde det godt.

- Hun virkede afslappet. Jeg tilbød hende vores støtte, og at vi kunne kontaktes når som helst, hvis hun ønsker det, hvilket hun selvfølgelig var glad for, siger Emma Terho ifølge nyhedsbureauet dpa.

Peng Shuai er siden starten af november ikke blevet set offentligt eller har udtalt sig offentligt, efter at hun på et kinesisk socialt medie fremsatte anklager mod en tidligere højtstående politiker i Kina om seksuelle overgreb.

Hverken den pågældende politiker, den tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli, eller Kinas regering har kommenteret beskyldningerne, og Peng Shuais opslag blev hurtigt slettet.

På internettet i Kina er emnet desuden blevet blokeret, så det ikke er muligt for brugere at drøfte eller omtale sagen, ligesom man en overgang slet ikke kunne søge på ordet "tennis".

Flere lande, deriblandt USA, Storbritannien og Frankrig, samt kvindernes internationale tennisforbund, WTA, har udbedt sig forsikringer fra Kina om, at der ikke er sket Shuai noget.

I denne weekend er der af kinesiske statsmedier blevet frigivet billeder og videooptagelser af Peng Shuai, hvor hun dog ikke har udtalt sig, ligesom det ikke er blevet bekræftet, at billederne og videoerne er fra nu.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Så er det afgjort: Her er den nye formand for Dansk Folkeparti
Luk