Kina

Kinesiske firmaer til Aalborg

100 virksomheder fra Kina og 100 fra Norden til kontaktbørs med fokus på fødevarer, fødevareteknologi samt miljø og energi

Stig Norsk - klar til at bane vej for 100 kinesiske og 100 nordiske virksomheder inden for fødevarer og miljø/energi i Aalborg til efteråret.

Stig Norsk - klar til at bane vej for 100 kinesiske og 100 nordiske virksomheder inden for fødevarer og miljø/energi i Aalborg til efteråret.

Fem år efter en stor kinesisk-skandinavisk kontaktbørs - et såkaldt partenariat - fandt sted i Aalborg, er et nyt stort projekt i samme stil undervejs med 100 virksomheder fra Kina og et tilsvarende antal fra Danmark og det øvrige Norden. Ifølge Stig Norsk, leder af Norddanmarks EU-kontor i Aalborg/Bruxelles, kom henvendelsen denne gang fra EU-organisationen EEN (European Enterprise Network), som var blevet kontaktet fra tre provinser omkring Shanghai. Fra kinesisk side står partenariatet i Aalborg i 2004 som en succesoplevelse, og derfor ville man nu gerne gentage modellen, denne gang med snævert fokus på fødevarer og fødevareteknologi samt miljø- og energiområdet. - Selv om det er tre provinser, der denne gang er på banen, så har de naturligvis forbindelserne til Beijing i orden, og de er samtidig meget opmærksomme på de muligheder, der ligger i EU-systemets partenariater, som vi ikke mindst her i Aalborg har haft stor fornøjelse af, siger Stig Norsk. Endnu er der ikke sat en termin for, hvornår kontaktbørsen skal finde sted, men det bliver formentlig engang i efteråret, tilføjer chefen for EU-kontoret, der selv har været leder af flere danske delegationer ved partenariater i Kina - Beijing i 2002 og Chengdu i 2006, ligesom han i det daglige også har det overordnede ansvar for Norddanmarks EU-kontor i Beijing.