Kino har råd til renovering

Efter overtagelse af lejekontrakt kan Biografens Venner gå i gang med at indrette en hyggelig foyer

PANDRUP:Der var flotte modeller i farvestrålende kjoler, mænd i pingvintøj og masser af brede smil i Kino i Pandrup onsdag aften. Anledningen var en James Bond Gallaaften, som blev arrangeret for specielt indbudte gæster, da Kino i denne uge viser den seneste Bond-film. Men først og fremmest blev Kinos ét års fødselsdag fejret, og der er virkelig grund til at finde de brede smil frem efter et år, som er forløbet væsentligt bedre, end selv de optimistiske medlemmer af Kinos Venner havde forventet. 7.500 personer har sat til til rette i biografens bløde sæder, og de første 11 måneder gav et overskud på 40.000 kr. Men formanden for Biografens Venner, Leif Søborg Madsen, kunne også afsløre, at det efter lange forhandlinger er lykkedes foreningen at erhverve lejekontrakten til Kino. Det betyder, at Biografens Venner slipper for en årlig husleje på 40.000 kr., og dermed er der skabt økonomisk baggrund for at renovere biografens foyer, hvilket de frivillige kræfter i foreningen har ønsket sig, lige siden Kino åbnede i februar sidste år. Formålet er, at det skal være mere hyggeligt at sætte sig ned og få en øl eller sodavand, inden filmen begynder. - Det er utroligt vigtigt, at det er lykkedes at overtage lejekontrakten, for det betyder, at vi kan komme i gang med foyeren. Vi har været på besøg i Løgstør Kino for at se, hvad de har lavet, da de renoverede for 100.000 kr., siger Leif Søborg Madsen. Han er glad for, at støtten fra Det Danske Filminstitut er på plads, og han håber, at Pandrup Kommune fortsat vil yde et årligt tilskud til den kulturelle institution, som Kino er. Ikke mindst på grund af de lyse fremtidsudsigter for biografen var der god grund til at nyde James Bond foretrukne drink, Dry Martini, ved gallaforestillingen, som blandt andre politikere og andre personer, som har bidraget til Kinos succes, deltog i. Inden filmen gik i gang, var der moseshow med tøj fra Butik Honoré og Centrum Tøj og Sko. Herremodellerne var naturligvis ulasteligt klædt, så de mindede en del om James Bond på de bonede gulve, mens de kvindelige modeller bar flotte selskabskjoler, der kunne få enhver James Bond til at skrue charmen på. I næste uge fortsætter Kino med at holde fødeslsdag, da filmen About Smidt med Jack Nicholson vises til halv pris.