Kinorevu er gået digital

Kulturudvalgsformand trykkede på den digitale knap i biografen i Skørping i går eftermiddag

SKØRPING:Et par tryk på en iPhone - så havde den million kroner fået ben at gå på... Den nyeste telefonteknologi var taget i brug for at kickstarte den nyeste biografteknologi i Skørping i går. Det skete da kulturudvalgsformand Lene Aalestrup indviede det nye digitaliserede udstyr, som biografen har fået installeret - og som har kostet i omegnen af en million kroner. Via en iPhone kunne Lene Aalestrup starte det nye højteknologiske film- og lydudstyr, så blandt andre de mange frivillige i foreningsbiografen, der var inviteret til indvielsen, kunne se den første 3D-film i Kinorevuen - Disney-filmen Alice i Eventyrland. Der er dog - heldigvis - kommet økonomiske hjælpende hænder undervejs til biografen i forbindelse med den store investering - fra LAG-Himmerland, fra Rebild Kommune og fra Kulturministeret. Lene Aalestrup glædede sig i sin indvielsestale ikke mindst over den store opbakning, som foreningsbiografen har fra de omkring 60 frivillige. - Uden de mange frivillige var der ikke en biograf i Rebild Kommune, sagde Lene Aalestrup, der havde en kontrakt med i lommen, så der nu er papir på den kommunale støtte til biografen. Kontrakten blev underskrevet af kulturudvalgsformanden selv samt formanden for biografen, Erik Schuldt, som i sin tale sagde, at 3D-udstyret er en milepæl for Kinorevyen. - Biografen stod ved en skillevej - skulle vi investere omkring en million kroner i nyt udstyr, eller skulle vi lade være. Med risiko for at lide en langsom død. - Jeg er glad for, vi valgte det sidste, sagde Erik Schuldt, der også fremhævede den store flok af frivillige, som gør det muligt at drive foreningsbiografen i Skørping.