Detailhandel

Kiosken hvor man mødtes

Med Skagen Kiosk forsvinder også et århundredes mødested

SKAGEN:Sidste fredag havde Skagen Kiosk åbent for sidste gang. Indehaver Anne Lausten måtte opgive at føre Skagens ældste kiosk videre. Hun er blot en af mange indehaver af kiosken, siden Andreas Sørensen i midten af halvfjerdserne måtte sælge den kiosk, som familien havde drevet siden 1914. Søren Andreas Sørensen var oprindeligt uddannet tømrer og havde gået på valsen i Tyskland, Schweitz og Italien. Men 14. maj 1914 åbnede han tobaksforretning på Sct. Laurentii Vej i Skagen. Butikken var et lille træskur, og den hed Skagen Kiosk. Ret hurtigt flyttede kiosken over på den anden side af vejen til nummer 21, hvor kiosken var åben indtil i fredags. Familieprojekt Kaj Sørensen er barnebarn af grundlæggeren, Søren Andreas Sørensen. Han fortæller gerne om kiosken i gamle dage, men kan bedst huske tiden, da hans far drev kiosken. - Bedstefar drev forretningen indtil sin død i 1952, selvom han var lidt syg til sidst, forklarer Kaj Sørensen. Under sygdommen overtog sønnen Jens, men han døde få år efter faren. -Da Jens døde, overtog far og mor, fortæller Kaj Sørensen. Far og mor hedder Andreas Sørensen og Sigrid Elisabeth Lundholm Sørensen. De drev kiosken sammen, indtil de solgte den i 1975. -Det var et sted med atmosfære. Alle de faste stod og fik sig en snak. Fatter og mutter var gode til at snakke med folk. Der kom både adel og borger. Kong Frederik, Arveprins Knud, filmskuespillere og det hele. Men alle blev behandlet ens. Det var ligemeget, om det var kongen eller en fisker, som skulle have en dåse snus på klods, fordi han havde brugt alle sine penge, erindrer Kaj Sørensen. Hårdt arbejde I tresserne skulle huset med kiosken bygges om, og det var noget familien selv klarede. - Vi havde ikke råd til at lukke forretningen i måned, så vi måtte arbejde om natten. Så snart den sidste kunde var gået, gik vi i gang med arbejdet. Det var barske dage, beretter Kaj Sørensen og ligner en, som tydeligt kan huske trætheden. Efter ombygningen var der plads til, at farens bror kunne have sin frisørsalon i den ene ende af huset. Men det var ikke nogen spøg at være barn i huset. Det var nemlig ungerne, som stod for avisleveringen til badehotellet på grenen. Og efter lukketid kunne de tit høre folk ruske i og slå på slik- og cigaretautomaterne udenfor. Så måtte de ud og hjælpe de folk, som havde fået en skæv enkrone til at sidde fast, og det var også børnenes job at fylde automaterne. Tobak og vin i centrum - Forretningen var specialiseret i vin og tobak. Far havde altid tiden til at fortælle folk om vinen, og om aftenen gik han i gang med pibereparationerne, fortæller Kaj Sørensen. Selv om det var en glad hverdag, var det også en travl hverdag. - Far åbnede altid butikken klokken halv syv, så havnearbejderne kunne få deres tobak med på arbejde. Kiosken lukkede klokken halv seks til hverdag, klokken otte fredag aften og klokken to om lørdagen. Så skulle de gøre kassen op, bestille varer og lave regnskab. Der kom også altid kunder ad bagvejen, og far havde hver dag fem eller seks piber, han skulle reparere. De havde først fyraften ved halv ti tiden, husker Kaj Sørensen. Den rytme holdt på, indtil Andreas Sørensen blev syg i 1973. Børnene rådede ham til at sælge kiosken for at redde helbredet. I 1975 fulgte han deres råd og købte et hus på Kappelborgvej med et værksted, hvor han kunne fortsætte med at reparere piber. Kiosken fik flere nye ejere, og en af dem spurgte børnene, om de ville købe forældrenes kiosk tilbage. Men forældrenes arbejdsbyrde havde kureret ungerne for den slags lyster. Siden har kiosken flittigt skiftet ejer, og er nu helt død. -Det er en mærkelig fornemmelse at se deres livsværk lukke, siger Kaj Sørensen.