Kioskrøvere fængslet

Hals 1. september 2007 06:00

HALS: To mænd på 22 og 27 år blev fredag middag varetægtsfængslede i fire uger. Sigtet for røveri. De havde torsdag aften få minutter efter klokken 21 indfundet sig i Byens Kiosk i Hals, hvor de truede den ansatte med knive og fik udleveret nogle penge. De kørte fra stedet i en sølvgrå bil og den ansatte slog alarm. Politipatruljer blev sendt afsted fra både Aalborg og Frederikshavn. Og mindre end en halv time senere anholdt politiet den ene mand på en tankstation ved Hjallerup. Politihunde fik efter yderligere en lille halv time fært af den anden røver, der havde søgt tilflugt i et parkområde ved Hjallerup. Den ene af de to mænd er fra Hals og i forvejen godt kendt af politiet. Den anden er uden kendt adresse. Foreløbigt er de to kun sigtede for røveriet i Hals, men efterforskerne i Aalborg anser det for muligt, at det er de samme to mænd, der tirsdag aften begik røveri mod spillesalonen Spilorama på Fridtjof Nansens vej i Aalborg, hvor de to med store knive truede sig til et lille pengebeløb.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...