EMNER

Kirke fejrer 30 år

AALBORG ØST: I foråret er det 30 år siden, at Hans Egedes kirke på Grønlands Torv blev indviet. Jubilæet vil blive fejret 8.-11. marts, hvor der er sammensat et varieret program med tilbud til alle aldersgrupper. Hele bebyggelsen i Grønlandskvarteret er blevet til efter anden verdenskrig, og op til 1966 hørte området til Vejgaard sogn. Siden hen har området udviklet sig til en stor bydel med mange boliger og servicefunktioner. Også omkring Hans Egedes kirke udfolder der sig i dag en lang række aktiviteter, der henvender sig både til børn, unge og voksne. Midt i marts bliver aktivitetsniveauet særlig højt på grund af jubilæet. Lørdag 8. marts indledes der med en koncert i kirken kl. 16.00 med Københavns drengekor. Om søndagen er der festgudstjeneste kl. 10.00 og sammenkomst i salen bagefter med frokost. I den forbindelse vil der blive åbnet to fotoudstillinger. Den ene af Per Thomassen, Aalborg, med titlen "Sikken skøn verden" og den anden af den lokale sognepræst Benny Vindelev, der udstiller en række fotografier af "øjeblikket i sognelivet". De udstillede billeder kan ses den følgende måned i kirkecenteret. Om mandagen indbydes til kirkefødselsdag for børn kl. 19.00. Der bliver koncert med Byplanvejens Skolekor og børne- og ungdomskoret ved Hans Egedes kirke. Derefter skal en stor kagemand deles, og aftenen slutter med trylleshow ved Bengt Bengtson, Aalborg. Jubilæumsprogrammet slutter tirsdag 11. marts med aftengudstjeneste i kirken kl. 19.00 ved Birgitte Krøyer. Bagefter er der samvær og musikalsk underholdning ved "Old Spice" i den store sal.