EMNER

Kirke skal have nyt orgel

Nye toner i kirken fra 2007

PANDRUP:I flere år har et nyt kirkeorgel stået øverst på ønskesedlen hos menighedsrådet i Jetsmark Kirke og nu ser det ønske ud til at blive opfyldt. Endnu mangler den endelige godkendelse hos de overordnede myndigheder, men der er givet en foreløbig godkendelse. Til stor glæde for ikke mindst organist Britta Knudsen, der ser frem til at få bedre arbejdsforhold. Det nuværende orgel er nemlig langt fra tilstrækkeligt til at spille en kirke som Jetsmark op. - Jeg havde ikke søgt stillingen, hvis ikke det lå i kortene, at der kom et nyt orgel. For eksempel er det svært at høre orglet ordentligt nede i den anden ende af kirken, når vi har en konfirmation med 350 mennesker i overtøj, siger Britta Knudsen. Det nye orgel får efter planen 20 stemmer, mens det nuværende kun har seks stemmer. Ifølge organisten betyder det, at der ikke kan gøres meget forskel i klangen, enten det er en begravelse med et lille følge eller et stort bryllup. - Jeg har sagt til børnene i koret, at når de skal giftes, bliver der ordentlig musik, smiler Britta Knudsen. Det nuværende orgel er fra 1964 og er et såkaldt typeorgel, det vil sige, der blev bygget en række ens orgeler. - Et kirkeorgel er jo håndværk fra A-Z, fordi de bygges specielt til det rum, det skal stå i. Derfor er det en langsigtet proces og vi regner ikke med indvielse før sent på foråret 2007, siger Britta Knudsen. I forbindelse med projeket, er tanken også at genetablere det gamle pulpitur og på den måde sikre, at det nye orgel ikke tager pladsen i kirken, ligesom det også er planen, at kirkekoret også skal være heroppe. Det betyder samtidig, der bliver siddepladser, hvor det gamle orgel står nu. Hele projektet er budgetteret til 4,2 millioner kroner, men endnu er det uvist, om det bliver realiseret som ønsket.