Vester Hornum

Kirkebakken skal have nye kloakker

VESTER HORNUM: Ejerne af 16 ejendomme på Kirkebakken i Vester Hornum skal snart have tegnebogen op af lommen og betale for at få lagt regn- og spildevandsledninger ind til deres huse. Området har nemlig endnu ikke fået gennemført en separering af kloakrørene, således at regnvand ledes ét sted hen, og spildevand et andet. Ifølge kommunens spildevandsplan skal systemet gennemføres overalt. Kirkebakken i Vester Hornum er et af de få steder, der mangler. Kommunen betaler langt hovedparten af regningen, som løber op i godt to millioner kroner. Arbejdet gennemføres i år.