Lokalpolitik

Kirkegaard Mikkelsen på borgerliste

Har efter bruddet med de konservative indkaldt til opstillingsmøde i Borgerlisten Mariagerfjord

Erik Kirkegaard Mikkelsen står bag Borgerlisten Mariagerfjord. Arkivfoto

Erik Kirkegaard Mikkelsen står bag Borgerlisten Mariagerfjord. Arkivfoto

Uroen i Det Konservative Folkeparti i Mariagerfjord tidligere på året får nu den konsekvens, at en borgerliste melder sig på den politiske arena. Manden bag er Erik Kirkegaard Mikkelsen, Mariager, der i protest mod partiets ageren i forbindelse med opstilling af en kandidatliste til efterårets valg, valgte at bryde med de konservative. Han er i dag løsgænger i byrådet. - Men jeg har lyst til at være aktiv i politik også efter det kommende valg, siger Erik Kirkegaard Mikkelsen. Affyringsrampen er en borgerliste, som initiativtageren kalder Borgerlisten Mariagerfjord. Efter planen skrues den sammen i forbindelse med et opstillingsmøde på Hobro Theaterrestaurant 16. juni kl. 19. Erik Kirkegaard Mikkelsen er en særdeles erfaren politiker. Han var i otte år borgmester i den tidligere Mariager Kommune, og i det nuværende Mariagerfjord Byråd er han formand for kultur- og fritidsudvalget. Han har altid opnået store personlige stemmetal, og han tror naturligvis på, at han også på en borgerliste har vælgernes opbakning.