Kirkegårdsfolk tog fusen på tyv

Tyverier 18. september 2002 08:00

VADUM: Kirkens folk kan måske ikke forvandle vand til vin - men de kan forvandle benzin til vand. Det må en tyv erkende, efter at vedkommende fik en lang næse i forbindelse med et indbrud hos kirkegårdskontoret på Brorholtvej ved Vadum. Efter at have brækket en hængelås op havde tyven adgang til en benzintromle, som står uden for kirkegårdsbygningen. Han begyndte at tømme beholderen, men er formentlig hurtigt stoppet: Som følge af flere tyverier på stedet i den senere tid havde kirkegårdsfolkene fyldt tromlen op med vand i stedet for benzin, oplyser vagthavende hos Aalborg Politi. Det mislykkede forsøg på benzintyveri skete i tidsrummet fra mandag klokken 15.30 til i går klokken 7. -nok

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...