EMNER

Kirkegængere kommer for sent

HALS:Det er ikke kun, når gæsterne i nattelivet i Hals og Hou og ikke mindst Aalborg har behov for taxa, at det er svært at få en vogn til at køre i yderområderne. Manglende stabilitet fra taxas side gør sig også gældende søndag formiddag, oplyser Bente Marie Schmidt. Hun er formand for Gåser Menighedsråd og har i den egenskab udfyldt fire af de fortrykte klager, som Keld Petersen har fået trykt. - Det er sket flere gange, at taxa er kommet for sent for at hente en 80-årig mand, når han skulle køres til gudstjeneste i Gåser Kirke om søndagen. Gudstjenesten begynder klokken 10.30, men manden er først nået frem med taxa klokken 10.55. Det er også noget rod, når han skal hjem igen, siger Bente Marie Schmidt. - Man kan ikke tillade sig sådan noget over for en mand på 80 år, eller over for os andre for den sags skyld, siger Bente Marie Schmidt, som har afleveret klagerne til Keld Petersen, der har sendt dem videre til Aalborg Kommune.