Socialforhold

Kirkehus til tre millioner

Er det virkelig nødvendigt med et nyt kirkehus i Lyngså til tre millioner kroner? Kan man ikke bare holde sogneeftermiddage og andre arrangementer i Værestedet, som i forvejen er byens mødested?

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

nybyggeriet skal ligge ved Lyngså Kirke og kommer til at koste tre mio. kroner.

Det er et par af de spørgsmål, NORDJYSKE Medier stillede til næstformanden for Lyngså Menighedsråd, Hanne Christensen. Ifølge Hanne Christensen skal første spadestik tages i 2011, og det er således det nye menighedsråd - en sammenlægning af Lyngså og Albæk menighedsråd - der får ansvaret for, at det nye kirkehus bliver ført ud i livet. Solgte præstegård For cirka tre år siden blev Albæk Præstegård solgt, og ifølge NORDJYSKE Medier var salgsprisen 1,6 millioner kroner. Resten af pengene til kirkehuset lånes af Frederikshavn Provsti. Tanken er, at alle arrangementer i det nye fælles kirkedistrikt skal foregå i det kommende kirkehus, herunder sogneeftermiddage, foredrag og koncerter. Derudover skal huset danne ramme om forskellige møder, ligesom de unge i den kristne menighed også skal have base her. I øjeblikket holder Lyngså Menighedsråd deres arrangementer i Voerså Missionshus, mens Albæk Menighedsråd mødes i et forsamlingshus. Kirkehuset er samtidig en lejlighed til at lovliggøre forholdene omkring kirken. Der mangler nemlig graverfaciliteter i form af omklædningsrum og bad til graveren, og Arbejdstilsynet har givet en dispensation, indtil forholdene bliver bragt i orden. Graverens tilbygning bliver placeret i forbindelse med kirkehuset. Underlagt provstiet - Folk tror, at kirkerne har så mange penge. Men vi er underlagt provstiet, som styrer vores økonomi, siger Hanne Christensen, der godt er klar over, at en del borgere er kritiske over for det nye kirkehus. Det skal ses i lyset af, at kommunen skal spare, hvilket blandt andet går hårdt ud over skolerne. Men ifølge Hanne Christensen, har Lyngså Menighedsråd ikke mulighed for at kvitte et nyt kirkehus og i stedet smide 1,6 millioner kroner i en forsømt skole. Det er nemlig provstiet, der bestemmer. Men behøver man virkelig at bygge et nyt hus til tre millioner kroner? Kunne I ikke benytte Værestedet til jeres arrangementer? - Jo, det kunne vi godt, men vi har i mange år haft i baghovedet, at vi skulle have et nyt kirkehus. Så Værestedet har aldrig været en mulighed, der har været drøftet, siger Hanne Christensen. Kirkeliv vil uddø Hun mener samtidig, at kirkehuset er en investering i fremtidens kirkeliv. - Missionshuset i Voerså trænger til en kærlig hånd og kan ikke holde evigt. Hvis ikke vi gør kirkelivet attraktivt her på egnen, er jeg sikker på, at det vil uddø, siger Hanne Christensen.