Kirkelig kamp med hvasse ord

Biskop samler sit stift til fremtid med angreb og opbrud

VVi ser fremad med beslutsomhed, energi og fantasi. Vi har meget at takke for. Derfor har vi også meget at kæmpe for! Sådan lyder den biskoppelige parole i Aalborg Stiftsavis op til de festligheder, der begynder i dag som markering af, at det er 450 år siden, bispestolen i landets nordligste stift blev flyttet fra Børglum til Aalborg. Og den kampklare formulering følges op, som Aalborg-bispen har for vane, med klar tale: Det vil give slagsmål. Det er givet - men man siger jo: gennem brydning til afklaring! Senest har biskoppen over Aalborg Stift løftet banneret for større frimodighed i folkekirkens forhold til registrerede partnerskaber ved at bringe sit ønske om et officielt velsignelsesritual på banen - og med det udspil er i hvert fald første del opfyldt. Brydningen. Emnet lader vi ligge for proportionernes skyld, for der er mere vitale rystelser, sådan som Aalborg-bispen ser folkekirkens fremtid, og han gør gerne sit til at skubbe til forældede fæstningsværker. Udtrykket er endda hans eget i de stadige opfordringer til, at folkekirken omsider får lovfæstet råderet i egne indre anliggender. - Det er nødvendigt fortsat at presse på. En dag bryder de skrøbelige forsvarsværker sammen, siger han. Skanserne ligger efter biskoppens bedste overbevisning i Frederiksholms Kanal i København, hvor Kirkeministeriet har til huse. Og kirkeministeren: - Den affektholdning, vi her i landet har haft med udsigt til, at nogen kunne tiltage sig mandat til at tale på hele folkekirkens vegne, er ved at fortage sig, siger Søren Lodberg Hvas. Det skyldes, at vi har fået en uigennemskuelig centralisme og en kaotisk uklarhed i kompetenceforholdet, fordi tidligere tiders sikre sans for den følsomme balance mellem kirke og stat er afløst af en hyperaktiv og uforudsigelig foretagsomhed hos ministeren, som kan sætte alle beslutningsorganer i folkekirken skakmat. Kirkens egen forfatning - efter biskoppens mening i form af landsråd og stiftsråd - vil modvirke vilkårlighedens tyranni, som han siger - og forestiller sig en fremtidig både kritisk og kvalificeret debat om kirkelige, kulturelle og samfundsmæssige problemer. Men som sagt: Det vil give slagsmål. Hovmod og magt - Folkekirken i nutidens samfund kan ikke nøjes med at være en statisk kirke, som slår sig til ro i sin egen indadvendte selvfølgelighed og slider sig op i teologiske slagsmål, lyder pointen - rettet mod en kirkelig deltagelse i samfundsdebatten såvel som imod den fornemmelse af utålsomhed, som Søren Lodberg Hvas mener at spore inden for murene. Han kalder det "stærke spændinger" og "en del torden". - Måske også lidt teatertorden, bemærker han, men ingenting tyder på, at det skal tages som en nedtoning af den grundlæggende holdningen til sagens kerne: nye, skarpe toner mellem fløje i folkekirken, begrundet i forskelligt bibelsyn. - For mig er det vigtigt, at det folkekirkelige fællesskab er båret af åndelig frihed, forklarer Lodberg Hvas, og det kræver, at ingen gør sine egne urokkelige meninger - om de så er frembåret af nok så mange skriftord - til absolut norm for alle andres tro. Jeg vil ikke stå ret til at blive frakendt bibel- og bekendelsestroskab, sådan som det ofte sker over for præster, der ikke deler højrefløjens synspunkter - det være sig om kvindelige præster, vielse af fraskilte eller synet på kirkelig velsignelse af registrerede partnerskaber. Det er udtryk for et utilstedeligt hovmod og et åndeligt magtovergreb, som ingen skal finde sig i. Søren Lodberg Hvas understreger, at han ikke drømmer om at nægte højrefløjen hjemstedsret i folkekirken på lige fod med andre, men fællesskab og frihed er to sider af samme sag. - Uden dem begge er folkekirken på vej mod sin undergang, siger han, og efter den vil splittelsen råde. Liv og håb Mens Aalborg-bispen altså gerne står ved sine kampe, er han også på det rene med, at de interne stridigheder nemt kan tage udsynet fra det, det drejer sig om - at være en åben kirke i samspil med resten af samfundet. Og er det ikke ligefrem en kamp, så er det i det mindste en udfordring, siger han og benytter sig af sin evne til at smile og være alvorlig på en gang, når han følger op med endnu et citat: Kamp må der til, skal livet gro... Og det er hans ærinde - at livet skal gro. At kirken skal bringe mening og håb og glæde til folk. - Der er en voksende tendens til menneskers stærkere og stærkere optagethed af sig selv på fællesskabets bekostning, siger Søren Lodberg Hvas. Hvor vi ellers som kristne er henvist til hinanden i ansvarlighed og omsorg, ser vi en voksende indadvendt interesse. Det er urovækkende, og det er en opgave at finde ressourcer til det, som skal få folk til at føle, at her er livsinspiration og et lysende håb - også for mig og for resten af verden. Der er allerede initiativer i gang, som tilsyneladende appellerer til mange. Former for musikgudstjenester, som jeg ikke nødvendigvis selv føler mig hjemme i - og det behøver jeg jo heller ikke - , men som sandelig er gudstjenester med både ånd og nerve. Og vi vil se flere initiativer, fordi behovet er åbenlyst. Biskoppens eget bud kan være snarlig bevilling til en gade- og natpræst i Aalborg. - Jeg håber, ministeren har ekstra penge til én. Håb og respekt Netop det håb knytter biskoppen også til en anden folkekirkelig udfordring - at vores enhedskultur som et kristent land er under opløsning, fordi ikke mere katolikkerne men muslimerne er det næststørste trossamfund herhjemme. - Det er vores opgave som kristen kirke, siger biskoppen, at der ikke tegnes fjendebilleder af de muslimer, der lever her i landet. Vi har vores udgangspunkt som kristne, og det står vi ved, men deri ligger også, at vi lytter til, hvad der er vigtigt for andre, og at vi møder andre med respekt for det, der er deres. Dialogen er en bestræbelse for alle kristne kirker i den vestlige verden, siger Lodberg Hvas, og han tror på, at vellykket dialog her i landet kan hjælpe en dialog frem andre steder - I det muslimske verdenssamfund er der kræfter, der er farlige, siger han. Men man skal ikke kæmme alle over én kam. Men skal man kunne leve i fordragelighed, må det ske i gensidig respekt. Det skal hele tiden understreges. Hvis man opgiver håbet om forsoning i verden, så har man prisgivet verden til - ja, til at gå ad Helvede til.