EMNER

Kirkeligt Samfund søger tilgang

Flere medlemmer og specielt unge er et brændende ønske

VOERSÅ:Formanden for Kirkeligt Samfund for Albæk og Omegn, Signe Rosiek, Voerså, har et brændende ønske. - Jeg ville ønske at flere ville melde sig ind i Kirkeligt Samfund, og især unge mennesker. Lige nu er der 32 medlemmer, og Kirkeligt Samfund har endda været nede på 22. Lidt fremgang har der da været at spore de seneste par år, men de fleste af medlemmerne er ældre mennesker. - Når det går efter naturens orden, hvilket det jo gør i de fleste tilfælde, så bliver der jo hurtigt færre og færre medlemmer, siger Signe Rosiek. - Kirkeligt Samfund er en dejlig fri og folkelig forening, hvor man ikke behøver at tilhøre nogen som helst form for sekt, for at måtte komme og deltage i foreningens arbejde. Kirkeligt Samfund bygger videre på Grundtvigs folkelige og kirkelige tanker, hvilket også mange af vore højskoler har arbejdet udfra. Møderne vi holder er et led i dette arbejde, fortæller Signe Rosiek. De seneste par år har Kirkeligt Samfund for Albæk og Omegn holdt fire møder om året. De finder sted i Albæk Kirkehus, hvor foreningen har til huse. I oktober var tidligere provst Tage Stausholm-Fisker, Randers, foredragsholder om ”Luthers hustru Katharina von Bora”. I november har sognepræst og formand for Kirkeligt Samfunds hovedbestyrelse, Jens Bruun, Gug, været på besøg og holde foredrag om ”Religion kontra politik”. Efter nytår kommer to lokale og holder foredrag. 17. januar er der generalforsamling. Når den er slut vil kirkeværge Bruno Hansen, Sæby, fortælle om ”At leve positivt med en kræftsygdom”. Onsdag 14. marts kommer borgmester i Sæby Kommune, Folmer Hansen, Voerså, og holder foredrag om ”Oplevelser i lokalpolitik”. Folmer Hansen er på det tidspunkt tidligere borgmester, da han går af til nytår, når Sæby Kommune bliver en del af Ny Frederikshavn Kommune.