Frøstrup

Kirkemyndigheder skal se på ny mølle

Udvalg kan ikke umiddelbart godkende to ansøgninger

En planlagt husstandsmølle i Kallerup vil stå 230 meter fra Kallerup Kirke - altså inden for den såkaldte kirkebyggelinje på 300 meter.Arkivfoto

En planlagt husstandsmølle i Kallerup vil stå 230 meter fra Kallerup Kirke - altså inden for den såkaldte kirkebyggelinje på 300 meter.Arkivfoto

To borgere i Thisted Kommune får ikke umiddelbart ja fra kommunens miljø- og teknikudvalg til deres planer om nye husstandsmøller. I Kallerup vil en planlagt mølle på Grandetoften 9 komme til at stå inden for den kirkebyggelinje på 300 meter, som gælder i forhold til fritliggende kirker. Afstanden fra møllen til Kallerup Kirke bliver 230 meter. Inden mødet i mandags var miljø- og teknikudvalget en tur i Kallerup for at besigtige stedet. Ifølge formanden, Henning Holm (S), er der ikke nogen tvivl om, at møllen vil være i konflikt med naturbeskyttelsesloven, hvis paragraf 19 har bestemmelsen om, at byggerier på over 8,5 meter ikke må opføres mindre end 300 meter fra en kirke - medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen. Tre andre medlemmer af udvalget ønsker derimod at spørge de kirkelige myndigheder, inden der bliver truffet en beslutning. Det femte medlem af udvalget, Peter Sørensen (V), deltog ikke i mandagens møde. Det er i øvrigt en byrådskollega, Ib Poulsen (DF), som har søgt om husstandsmøllen i Kallerup. På den forkerte side af vejen En ansøgning om en tilsvarende mølle ved en ejendom på Gl. Aalborgvej 27 i Frøstrup kan heller ikke godkendes. Her er problemet, at ejeren af den pågældende ejendom vil rejse møllen syd for Gl. Aalborgvej - på den anden ide af vejen i forhold til ejendommen. Selv om der her ligger et skur til kreaturer, vil møllen ifølge Thisted Kommune ikke stå i umiddelbar tilknytning til ejendommen - sådan som reglerne for husstandsmøller kræver. Ejerne påpeger, at vindforholdene bedre på sydsiden af vejen end tæt på ejendommen. Men kommunen mener, at møllen - trods nærheden til kreaturskuret - vil opfattes som malplaceret på en åben mark. Miljø- og teknikudvalget siger på den baggrund nej til husstandsmøllen. Men udvalget vil gerne se på en ny ansøgning, hvor møllen rejses i tilknytning til ejendommen.