Kirken åbner ikke før i februar

} LUKKET: Siden 4. januar har kirkedøren været låst i Storvorde Kirke. Kirken skal nemlig have nyt orgel, og instrumentmagerne skal ikke forstyrres i deres arbejde. Kirken vil være lukket i mindst seks uger, men sognepræst Ove Paulsen mener, det er tvivlsomt, at orglet kan være klar søndag 13. februar som først antaget. Mens Storvorde kirke holder pause, kan kirkegængerne "låne" en plads i Sejlflod Kirke, hvor der er gudstjeneste hver søndag kl. 10.30. Også bryllupper og bisættelser flyttes til Sejlflod Kirke, mens begravelser stadig foregår på kirkegården i Storvorde. Japansk keramik-kunst } RAKU: I januar måned kan man på Kongerslev Bibliotek se keramiske skulpturer, figurer og krukker, som alle er lavet af Rica Jensen fra Møllegården i Terndrup. Raku er en japansk form for brænding, hvor keramikken bliver brændt i 30 minutter i en åben gasflamme i en tønde. Bagefter tages den ud og lægges over i en spand med savsmuld. Der sættes et låg på, som gør, at ilten dør, og savsmuldet bliver brændt ind i genstanden. Det giver glasuren en krakeleret overflade, men det er tit svært at forudse, hvilken farve leret vil få. Bliver leret brændt lidt længere, kan farven blive en helt anden, end man havde forestillet sig. Rica Jensen fortæller, at hun får inspiration til sine keramikfigurer fra blandt andet afrikanernes og urbefolkningernes kulturer. Vinter i Indre Mission } TALER: Indre Mission i Østhimmerland holder i disse dage vinterstævne i Kongerslev Missionshus. Mandag var der åbning med Hobby Kvartetten og tale af missionær Grethe Friberg fra Nibe. Afslutningen torsdag er overladt til Tabor Koret fra Aalborg, som vil stå i spidsen for en lovsangsaften. I eftermiddag fortæller bestyreren af sømandshjemmet i Aalborg, Niels Aage Hansen, om "løfterne og loven", og onsdag taler biskop Søren Lodberg Hvas om sin vej fra Thyborøn til Aalborg.