Kirken er et nødvendigt alternativ i det pulserende liv

SKALLERUP:- Hvordan føler du Gud i din hverdag? - For mig vil det være det samme som at trække vejret. Og så er det i øvrigt ikke noget, jeg går og tænker over! - Da vore børn gik i skole, var der blandt deres kammerater dem der troede, at livet i en præstegaard var som én lang gudstjeneste - og at vi fik alterbrød hjemme. Hvortil jeg kunne svare: - Nej, vi får almindeligt rugbrød, som Peder selv bager! Ordene er Marianne Madsens. Og Peder, som hun omtaler, er præsten i Skallerup, Peder Madsen, som hun har været gift med siden 1977. Lige siden har de boet i præsteboligen ved Skallerup Kirke. Mens han har haft let til arbejde, har det stillet sig anderledes med Marianne Madsen. Hun er nemlig også præst og har nu i 17 år haft tjeneste i Hirtshals. Da hun ind imellem også har haft vikarjobs andre steder, er hun vant til at køre frem og tilbage. Men det har hun ikke noget imod. Hun kan godt lide forskellige arbejdssituationer, og ikke mindst træffe nye mennesker. Fylder 50 Marianne Madsen fylder i dag, tirsdag, 50 år. Godt, det ikke var for en uge siden, for da havde hun mistet stemmen. I to dage kunne hun kun hviske, hvilket hun aldrig før har været ude for: - Det var temmelig irriterende for én, der gerne vil snakke, siger hun. Vi finder hende i spisestuen i præsteboligen i Skallerup, hvor billeder på væggen indicerer, at ”præstefatter” skam kan male. Der hænger flere portrætbilleder, og hvis Peder Madsen en dag skulle blive træt af sit embede, eller når pensionistalderen indfinder sig, så kan han med god grund kaste sig over lærredet, for han er ganske ferm med fingre og farver. Trods det, at Deres udsendte ikke kender Marianne Madsen, gå der kun 10 minutter, førend man er på bølgelængde. Kaffen skænkes op, og mens vi kigger ud over de store grønne marker fortæller hun, at da hun og Peder Madsen for første gang krydsede Limfjorden for at begive sig op til præstejobbet ved Skallerup Kirke - hun var på det tidspunkt endnu ikke blevet færdig med sine studier - tænkte hun ved sig selv, da de passerede Løkken: - Det her er bare for langt væk! I dag siger hun: - Skallerup er bare centrum for mig og Peder. Her befinder sig dejlige mennesker, og vi har begge to et godt job, som vi går op i. Med mor i kirken Marianne Madsen stammer fra den lille by Ålum ved Randers, og som lille pige sad hun næsten hver søndag ved siden af sin mor på kirkebænken. På gymnasiet i Randers kom hun ind i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, og det blev hendes indgang til præstestudiet i Århus, hvor hun året efter traf den unge Peder Madsen. Han bestyrkede hende i, at hun skulle være præst, for hun havde tænkt lidt på at gå cand. mag.-vejen og undervise på gymnasiet: - Teologien og kirken har altid været spændende for mig, siger hun. Der var ikke noget med, at jeg skulle igennem en helbredelse eller noget andet for at sige ja til Gud. Det med, at han pludselig stod lyslevende foran mig oplevede jeg ikke. Det hele voksede stille frem! - Kan der ikke nemt gå for meget ”præsteri” ind i hverdagen, når to præster bor under samme tag? - Folk tror måske, at vi taler meget om vores præstegerning. Men det er jo ens liv, så man kan ikke skille det at være præst og menneske ad. Gud beskæftiger vi os med i døgndrift. Men vi fortæller ikke hinanden alt! Hvem der skal døbes og hvem der skal giftes. Og hvem har man nu talt med? Vi har jo også en slags tavshedspligt, som vi er underlagt. Men når man har været præst i mange år, har vi erfaringen, som vi hver især kan drage nytte af. - I vores teologi er vi ens. Men vi er forskellig af væsen og måde at udtrykke os på. Vi vil helst ikke stilles ind i en teologisk boks. Vi vil være præst for alle! Kim Larsen - Sidste år var Kim Larsen-sangen: ”Om lidt bliver her stille..” på manges læber, efter af en nordjysk præst ikke ville have, at den skulle synges i hans kirke ved en begravelse? - Sangen er smuk, men den passer ikke ind i kirkeligt regi. Den taler om, at alt er forbi ved død og begravelse. Her har kirken et ord, der siger: - Det er netop ikke forbi ved død og begravelse. Men der er nogle muligheder og veje, som ikke slutter. Det er Guds muligheder. Der er et liv efter døden! - Mener du det? - Ja, da! - Det skal du vel også mene som præst? - Jeg synes, det vil være mærkeligt andet. For ellers vil det udhule min forkyndelse! - Din kollega, Taarbæk-præsten Thorkild Grossbøll, er citeret for at sige, at han ikke tror på Gud? - Jeg synes Grossbøll begrænser billedet af Gud ved at sige, at han ikke tror på Gud som skaberen. - Her har jeg et andet billede af Gud. Nemlig at han er en virkelighed, der er langt større end vi kan begribe med vor forstand. Og rumme i vort sprog. Det vil sige, at Gud er for mig det uudsigelige. Men det betyder ikke, at vi ikke kan sige noget om Gud, for det kan vi godt. - Vi skal bare passe på, at vi ikke presser Gud ind i alt for bestemte formuleringer. Gud har givet sig til kende i Jesus og Nazareth. Og når man betragter Jesus liv, ord og gerninger, så ved man, at han er kærlighed! En stor søgen - Har du en idé til, hvordan kirken kan fyldes op med mennesker? - Jeg er ikke så bekymret for folkekirkens fremtid. Det er almindelig kendt, at der er en stor søgning for tiden. Det kan være, man ikke kan aflæse det ved søndags-gudstjenesten. Men så er der andre anledninger, hvor folk kommer. Da der blev arrangeret 11. september-gudstjenester for to år siden, valfartede folk til kirken. Jeg fornemmer en større åbenhed over for kirken og kristendommen end tidligere! - Er folkekirken ude af trit med tiden? Bygger den på forældede principper? - Jeg synes, den er et godt alternativ til tidens stress og jag. At vi alle kan komme i kirke og få vores store og små ting sat på plads. Det kan vi trænge til! - Kirken er også et godt alternativ i det pulserende liv. Men i kirken mødes vi med et budskab der siger, at vi alle har en uerstattelig værdi. Uanset hvor meget eller lidt vi har nået. Den værdinorm er god at blive målt med, frem for stres og jag! - Du møder mennesker på forskellige niveauer og situationer. Hvilken oplevelse føler du som den stærkeste? - Jeg oplever det som et stort priveligium at møde mennesker og blive taget med ind i deres liv. Med hensyn til det sidste begravede jeg sidste år min bror. Det kunne synes ubærligt. Men så hjælper det utrolig meget, at man tager sit præstetøj på. Der sker ét eller andet med én. Jeg tror, at man får et lille klap fra ”oven”. Det endte med at blive en rigtig god dag, selv om det ikke var til at bære.