EMNER

Kirken ønsker mere beskedne kirkebryllupper

København, mandag /ritzau/ Folkekirken bør blive bedre til at fortælle, at kirkebryllupper ikke er ensbetydende med et udstyrsstykke, mener flere biskopper. Flere brudepar ville vælge at blive viet i kirken, hvis kirken blev bedre til at markere, at et kirkebryllup ikke behøver at være ensbetydende med lange hvide kjoler, blomsteropsatser og ventende kareter. Det mener flere biskopper, Kristeligt Dagblad har talt med. Nye tal viser, at andelen af brudepar, der vælger kirken til deres vielse fortsat falder. Flertallet af danskerne foretrækker i dag at blive gift på rådhuset, hvor ceremonien er enklere. Biskop over Århus Stift Kjeld Holm mener, at mange kirkebryllupper har fået en "oppustet" karakter. - Dét er i sig selv ikke kirkens skyld, men præsterne kan forsøge at modvirke det ved på alle mulige måder at gøre opmærksom på, at et bryllup, også i kirken, kan være en stilfærdig og enkel begivenhed. Vi skal blive bedre til at fortælle, at man sagtens kan komme i kirken i sine cowboybukser og nøjes med et par vidner, siger han. Samme opfattelse har Holger Jepsen, biskop over Lolland-Falster Stift. - De fleste præster er trætte af at være ceremonimestre. De vil meget hellere afvikle et beskedent bryllup, hvor brudeparret er koncentreret om selve vielsen, siger Holger Jepsen. /ritzau/