Kirken skal holdes i live hver dag

En stædig tro på egen kraft har holdt Vesthimmerlands Frimenighed i live i 125 år

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Helena Bruun-Nystedt er den foreløbig sidste i en række af grundtvigianske frikirkepræster, der efterfulgte den nærmest legendariske Anders Laursen. Foto: Michael Bygballe

VESTHIMMERLAND:Der blev skulet noget, da 20-30 hestevogne begyndte at køre i kolonne mod egnens nye frimenighed i 1883. Hvem troede de egentlig at de var? Var den kirke, der i mange slægtled havde gjort det klart, hvem der kommer i Himlen eller Helvede, ikke god nok til dem? Nej, det var den ikke. Kirken var blevet for sur og sort. Desuden skulle hverken stat eller tilfældige præster blande sig i hvordan den nye menighed ville tolke sin stilling til Gud. At stille sådan et spørgsmålstegn ved den hellige kirkes urokkelige ufejlbarlighed var virkelig noget, der forargede på egnen. En blanding af vrede, sorg og stædighed opdelte familier og bysamfund. Fik mennesker til at skifte fortov, når de mødte nogen fra den "forkerte" kirke. For ikke at tale om hvad der blev hvisket og råbt i kroge og på gader. Fejres med årsmøde I dag, 125 år efter, hæves næppe et eneste lokalt øjenbryn, når op mod 300 gæster fejrer Vesthimmerlands Frimenighed i næste weekend. Da sættes der streg under den markante dag ved at menigheden - der har kirke i Løgstør og Hornum - afholder årsmøde for hele landets valg- og frimenigheder. Det kommer til at involvere en række åbne foredrag, møder og - selvfølgelig - gudstjenester. - Det er sådan set den eneste måde vi fejrer jubilæet på. På sin vis er det meget i kirkens ånd - vi ønsker at lægge vægt på indhold, ikke ritualer, siger Johannes Michelsen. Ens tro skal staten holde fingrene fra. Om så det også koster at man får fingre i noget kirkeskat, er holdningen her. Og den har man haft i siden 1883. Helt præcist var det den 12. april, at menigheden rundede det 125. hjørne i sin eksistens. Og det blev ikke fejret med så meget som en hjemmebagt bolle, bedyrer medlemmerne. - Det var vist først bagefter, at det gik op for os at det var lige der, lyder det fra formand Sven Midtgaard, der symbolsk nok har arbejdstøj på indtil ét minut før interviewet. Kirken i Løgstør skal have en overhaling inden gæsterne kommer til, og ingen er nærmere til at gribe værktøj og rengøringsmidler end bestyrelsen og ham selv. Bedre samliv Lokalsamfundets bedømmelse af udbryderne fra Folkekirken er nok det, der har vist den største udvikling i de fem generationer frikirken har eksisteret. - Vi møder en stor åbenhed i dag fra samfund og folkekirke. Men sådan var det ikke i de første mange år, fortæller formanden for Vesthimmerlands Frimenighed, Sven Midtgaard. Også han har oplevet, hvordan befolkningen i en by som Hornum var delt midtover efter deres valg af kristen tro. - Jeg har oplevet hvordan vores klub spillede i den ene ende af en bane og KFUM i den anden. Heldigvis er der ikke de samme skel mere, siger han. Frihed og mission At være frimenighed har altid handlet om frihed. Frihed til at vælge sin egen præst, frihed fra nogle af Folkekirkens ritualer. - Dengang og i mange år frem var folkekirken her på egnen præget af Indre Mission. Det var frikirken en reaktion mod, fortæller Sven Midtgaard. De, der oplevede præstens fortolkning af Bibelen som lige lovligt sortsynet og syndspræget, kunne her folde sjælen ud med grundtvigiansk livsglæde. - I de sidste årtier er flere og flere af Folkekirkens præster blevet ret grundtvigianske. Forskellen på det punkt er ikke så stor mere, mener man i menigheden. En anden forskel er dog ganske mærkbar. Når man står udenfor Folkekirken får man heller ikke kirkeskat at gøre godt med. Medlemmerne skal selv sørge for, at kirken er velholdt og at præsten får en løn, hun kan leve af. Hvis ikke menigheden vil bruge tid og penge på at holde kirken i live, så dør den. Men det gør den. Kig selv forbi i næste weekend.