Kirkens indre liv gjort til politisk tumleplads

Så blev der sat endnu en plet på Folkekirkens renomme, som Kirke, i det biskopperne endnu en gang bøjede nakken for den verdslige magt.

Efter først nok så frejdigt torsdag morgen, d. 8 dec. i radioavisen at have erklæret, at den radikale kirkeminister Manus Sareens hensigter om at der skal indføres et såkaldt vielsesritual for homoseksuelle i Folkekirken, ikke ville blive til noget, i det det ikke er foreneligt med Bibelens lære om ægteskab, så blev eftermiddagens budskab afløst af det modsatte, i det et flertal af biskopperne havde bøjet nakken for regeringens vilje hertil, på bekostning af Gud Den Almægtiges klare udsagn herom, " ..at dette forhold er en vederstyggelighed.. !.( 1. Korinte k. 6 v 9. og 3 Mosebog k. 18 v 22.) Jeg fatter ikke at de tør! Men er Guds-opfattelsen ligesom Morsø-provsten Mette Moesgaard d. 24 nov. giver udtryk for i Morsø Folkeblad, så forklarer det jo en del. Hun sagde bl.a: Havde han (Jesus) levet i dag, kan jeg håbe at han også ville honorere den livsbekræftende kærlighed…! Her er det virkelig relevant at spørge: Hvad mener Provsten med at fremsige Trosbekendelsen i Gudstjeneste efter Gudstjeneste? I Trosbekendelsen siges der bl.a. om Jesus: …siddende ved Gud Fader Den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Dette er da en bekræftelse på at Han lever og at Han kommer igen! Og dette har været Jesu efterfølgeres erfaring og bekendelse lige siden han for til himmels efter sin opstandelse og indtil denne dag og vil være det i al fremtid indtil han kommer igen. For Han lever og er. Jeg er, er et af Guds navne, hvilket biskopper, provster og præster samt de enkelte menighedsråd burde være sig tindrende bevidste om, og i tjenesteudøvelsen vise sig som Guds husholdere i den åndelige verden de har taget tjeneste i. Her vil jeg lige henlede opmærksomheden på Johs. Åb. K. 22 v. 19. Ret beset er det ikke den verdslige magt der er sat til at diktere kirken, men omvendt! Vi lever i en tid hvor den sande kirke sukker efter sande åndelige ledere der kan og vil tale til verden for at retlede og vejlede folket ved Guds levende Ord og Ånd, så vi ikke på ny skal ruche ind i hedenskabets alt ødelæggende mørke. Når nu den verdslige magt ikke længere kan nære sig i sin magtsyge, for at ophøje sig over Guds Hellige Navn som den er åbenbaret for os hele Bibelen igennem og bevidnet af milliarder af mennesker op gennem tiderne, samt de dagsaktuelle vidnesbyrd herom fra nær og fjern, så må vi erkende at det haster med at få en kirkeforfatning, som jeg vil mene der vil betyde en adskillelse af stat og kirke, som bliver den sørgelige vej vi må betræde fremover, forårsaget af at de der skulle vogte Jerusalems mure (kirkens) ikke har gjort det og ej heller pt. åbenbart har til hensigt at ville det. Men uanset disse mørke skyer som den verdslige magt i denne tid sender over kirkelivet, så sænker julefreden sig endnu engang over landet til et vidnesbyrd om at den Guddommelige Fred, som Himlen på en særegen måde lod komme til os igennem Jesus Kristus, endnu engang skal berige os i disse dage, og hos mange nære forventningen om at Han snart kommer igen.