Kirker har råd til lidt ekstra

Aalborg 3. september 2002 08:00

SKØRPING: Ud over sognemedhjælperen bliver der også i øvrigt råd til lidt ekstra på 2003-budgetterne for de 13 kirker i Skørping Kommune. Efter regnskabsåret 2001 var der nemlig 700.000 kr. til overs af kirkeskattemidlerne, og derfor er der i 2003 blevet plads til en fremskrivning på 6,04 procent, fortæller provst Marianne Christiansen, efter at provstiudvalget har godkendt menighedsrådenes budgetter i Hadsund, Arden og Skørping kommuner. Den forbedrede fremskrivning i Skørping opvejer sidste års mere beskedne på kun 1,4 procent. Og det kan vel at mærke ske uden at hæve kirkeskatten, som i de seneste år har ligget på 1,4 procent. Ved udgangen af året forventes der endda at være cirka 120.000 kr. tilbage på kirkens konto. Til gengæld optages der lån til istandsættelse af murværket i Terndrup Kirke. I øjeblikket bruger menighedsrådene blandt andet penge på at indrette lovpligtigt graverhus i Fræer - som det sidste sted i provstiet - og Thorup og Solbjerg kirkers murværk er under istandsættelse. I Bælum er menighedsrådet langt fremme med planer om at bygge til præstegården, så menigheden og konfirmanderne får bedre faciliteter, og tilsvarende byggeplaner arbejdes der med i Terndrup, blot i forbindelse med selve kirkebygningen. Her er man nået knap så langt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...