Kirker må samarbejde

Kristendommen, som vort samfund og den europæiske kultur er bygget på, er under pres fra islam og aggressive ateistiske grupper. Det er derfor helt nødvendigt, at de kristne kirker står sammen uanset forskelle og gamle modsætninger. Jeg ved af erfaring, at det kan lade sig gøre med succes.

I min barndoms by, Brovst, var der tre kirker, et missionshus og fire afholdsforeninger, så det var en by, der var præget af mennesker med stærke holdninger, og det prægede byens udvikling på en særdeles positiv måde. Indre Mission fandtes over alt i Han Herred, hvorimod de grundtvigske bevægelser fra Mors og Vester Han Herred aldrig nåede til Brovst. I stedet kom de frikirkelige bevægelser fra Vendsyssel til at præge Brovst og den nærmeste omegn. Foruden folkekirken var der den store baptistkirke og Det danske Missionsforbunds Zionskirke, så der var et rigt kirkeligt liv. Mine forældre var almindelige folkekirkekristne. Vore naboer og genboer var missionsfolk, baptister eller tilhørte missionsforbundet, og de kom godt ud af det med hinanden. Når vi var på besøg hos vore indremissionske naboer, deltog vi i den korte andagt, inden vi skulle spise. Det var en selvfølge, for det var en del af deres kultur, som vi kendte. Jeg har ikke kunnet genkende den beskrivelse af Indre Mission, som kommunisten og ateisten Hans Kirk har leveret i romanen Fiskerne. Den er meget fordømmende og har desværre været med til at tegne et for negativt billede af Indre Mission. Tværtimod har jeg mødt mange gode indremissionske familier, hvis børn fik nogle stærke værdier at leve videre på. Nutidens folkekirke har i høj grad brug for den indre missionske kerne, både som kirkegængere og som præster. De tre kirker i Brovst havde hver sin søndagsskole og hvert sit spejderkorps. Baptisternes søndagsskole var især meget populær, og mange børn fra folkekirkehjem kom i baptisternes søndagsskole. Nogle kom både i Missionshuset og i Baptistkirken. Flere fik endda Det nye Testamente i flidspræmie i Baptistkirken samme år, som de blev konfirmeret i folkekirken. Jeg gik i søndagsskole i Missionshuset, og lærerne var byens borgere, især håndværkere. Der var stor grobund for frikirkerne i Vendsyssel, og i 1856 blev der grundlagt en baptistmenighed i Jetsmark. Den omfattede også Brovst, indtil man i 1913 byggede den nuværende, smukke baptistkirke. Mormonerne missionerede meget i Vendsyssel i 1860'erne, og det var et stort tab for baptistmenigheden, da 20 pct. af medlemmerne overgik til Mormons lære og udvandrede til Utah i USA. Halvdelen af mormonerne i USA stammer for øvrigt fra Danmark. Omkring år 1900 var Danmark det land i Europa, der havde det største alkoholforbrug pr. indbygger. Hver voksen mand over 20 år drak i gennemsnit 66,5 liter alkohol om året, og det var et enormt samfundsproblem. Svaret på problemet var afholdsforeningerne, og der blev fire i Brovst. Den danske Afholdsforening, Baptisternes Afholdsmission og Blå Kors, der var tilknyttet Indre Mission og fortsat lever i bedste velgående. Arbejderne tilsluttede sig især I.O.G.T., Good Templar Ordenen, der var en loge med egen bygning. I en lang periode kunne man ikke få arbejde på Brovst Teglværk, hvis ikke tre betingelser var opfyldt: Man skulle være medlem af Dansk Arbejdsmands Forbund, være afholdsmand og være medlem af logen. På dette tidspunkt var ejeren af teglværket formand for Blå Kors og bestyreren var baptist. Der har eksisteret et missionshus i Brovst siden 1887, men antallet af medlemmer af Indre Mission i Brovst er faldet, og det har man taget konsekvensen af. Den ene mødesal er netop blevet indrettet som Indre Missions genbrugsbutik, og det er karakteristisk for Brovst, at medlemmer fra alle tre kirker har medvirket ved indretningen af butikken. Jeg har altid haft stor respekt for de mennesker i min barndoms by, der var præget af stærke holdninger, og som etablerede et frugtbart samarbejde på tværs af forskellige, kirkelige tilhørsforhold. Denne erfaring har skabt min store interesse for det tværkirkelige samarbejde, som vi i allerhøjeste grad har brug for i dagens Danmark. Arne Sloth Kristoffersen. Tidligere skoleinspektør. Medlem af Hasseris menighedsråd og kirkeværge. Delegeret ved Kirkernes Verdensråds kongres i Potsdam. Forfatter til bogen Brovst som arbejderby. Foredragsholder, bl.a. om Mennesker mellem hav og fjord. Livet i klitten og mosen. Fliegerhorst Aalborg West og De tyske flygtninge i Nordjylland. E-mail: askr@stofanet.dk