Kirkeskib summede af jazz

Hele kirkeskibet summede af jazz og sommerstemning, da Ingstrup menighedsråd havde lagt rammerne for en jazzkoncert i Ingstrup kirke.

Tenna Petersen
Til daglig er de tre musikere bosat i København, men sangerinden har nordjyske rødder, mens pianisten har gået på Nordjysk Musikkonservatorium og har familie i Ingstrup.
Musik 1. august 2011 08:32

- Jeg er ikke så meget til alt det meget dybe kirkemusik, så jeg synes, det var oplagt at få jazzmusikere til at underholde, fortæller Tove Sørensen, organist i Ingstrup Kirke. Trioen, der optrådte, bestod af sangerinden Annemarie Jensen, Hugo Rasmussen på bas og Jakob Park Nielsen på klaver. De leverede et bredt repertoire af amerikansk og skandinavisk jazz og sørgede for at fortælle om baggrunden og historien bag de enkelte numre, så publikum fik mere end bare musikken med i oplevelsen. De tre musikere har spillet sammen i mere end to år. Sammen har de udgivet det anmelderroste album "Tales from a lost Poet", hvorfra de også spillede en række numre. Koncerten var en del af Vendsyssel Festival. Omkring 125 gæster deltog i arrangementet torsdag aften, som organist Tove Sørensen havde stablet på benene på foranledning af Ingstrup menighedsråd. - Jeg er meget glad for at så mange dukkede op i aften. Sidste år havde vi 35 publikummer, og i år havde vi håbet på omkring 100 gæster, så det er meget tilfredsstillende, slutter Tove Sørensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...