Kirkeuret får nyt lag guld

Budolfi Kirkes ur går ikke for tiden

Aalborg 10. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Guld for 40.000 kroner bliver i disse dage med præcis hånd sat på Budolfi Kirkes fire store urskiver. Urskiverne blev for cirka to måneder siden taget ned og bragt til malerfirmaet Anton Lassens Eftf. på Håndværkervej. Malermester Niels Poulsen fortæller at uret ikke er blevet malet siden 1972, hvor det sidst var pillet ned. - De store urskiver er lavet af kobber, og dem har vi denne gang været nødt til at skifte ud. Hvor gamle de er ved vi ikke, vi kan kun se, hvornår de sidst er blevet malet, siger Niels Poulsen. Der er blevet taget aftryk af de gamle urskiver, som så er overført til de nye kobberplader, så det "nye" ur er fuldstændig identiske med det gamle. De otte visere og de i alt 16 haner i guld, der pryder uret er ikke nye, men har alle fået en ny frakke af bladguld, ligesom rammerne omkring urskiverne. Bladguldet kommer ligger i små ark på otte gange otte centimeter. Omkring 2500 ark skal der bruges. Hver af de fire urskiver vejer 200 kilo og måler 2,20 meter på hver led. De små visere er 80 centimeter lange og de store 120 centimeter. Tre malere, Karl Ørtoft, René Andersen og Lars Faurholdt er sat på det noget specielle job. - Det er meget spændende, det er jo ikke ret tit man får lov til at gøre sådan noget her, siger Karl Ørtoft, som godt vil indrømme, at det også er et meget tidskrævende job. Bladguld er ikke noget man bare lige smører på. - Vi er nødt til at tage hvert enkelt urskive i bidder, da bladguldet skal lægges på en guldlak, som tørrer efter et stykke tid, fortæller Karl Ørtoft. - Det er noget særligt at være med til at arbejde på byens stolthed. Og det er jo nok ikke noget vi kommer til igen, når der går 30 år imellem, siger René Andersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...