Kit Carson foredrag om fodboldstjerner

London 28. september 2002 08:00

NØRHALNE: Torsdag 28. november kommer den engelske fodboldleder Kit Carson på besøg hos Fremad Nørhalne for at holde fordraget "20 år med Nørhalne". Han har deltaget i Nørhalne Cup i 20 år med klubberne Norwich City, Peterborough United og Cambridge United, hvor han virker i dag. Han vil fortælle, hvordan han har fundet nogle af Englands bedste fodboldspillere. Det er bl.a. Danny Mills i Leeds United, Simon Davids i Tottenham og Craig Bellamy i Newcastle. Alle tre har deltaget i Nørhalne Cup flere gange og været på træningslejr i Nørhalne, hvor Kit Carson i over 15 år er kommet to gange årligt med sine hold. - Kit Carson er god til at se, om en dreng på 10 år kan blive stjerne som voksen, og han vil fortælle om sit møde med en 11-årig David Beckham, siger Fremad Nørhalnes formand Henrik Niss. Arrangementet er kommet i stand på opfordring fra mange af hjælperne til Nørhalne Cup, der hører Kit Carson fortælle kort om sit arbejde ved festen efter stævnet, men som gerne vil høre mere om englænderens oplevelser. - For 15 år siden var AaB-målmand Jimmy Nielsen hos Kit Carson i et par år. Det er et ophold, Jimmy Nielsen aldrig glemmer og har lært meget af. Han har også lovet at komme til foredraget, siger Henrik Niss. Desuden har trænere og ledere med ansvar for talentudvikling i AaB, Randers Freja, AGF, de danske mestre Brøndby og Esbjerg meldt deres ankomst for at høre foredraget. Mange af dem har Kit Carson mødt, når hans hold har spillet mod de danske klubber under besøgene i Nørhalne. Sidste år udgav Kit Carson en bog om 20 fodboldstjerner, han har fundet. Bogen er blevet så stor en succes, at 2. oplag er på vej i England, og han vil have den med og vil signere den.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...