Kit og olie til vinduerne

EMNER 29. september 2002 08:00

?Igennem mange år har du givet gode råd til fortvivlede spørgere - eksempelvis om, hvordan man kitter de gamle vinduer, og hver gang er jeg blevet overrasket. For ligesom at forhøre mig, spurgte jeg forsigtigt en lokal farvehandler og malermester - med ansvar for vinduerne på et stort fynsk gods - og hans svar var i overensstemmelse med dine råd. Kære Kjeld - derfor føler jeg, at mine erfaringer med gamle vinduer i en 100-årig ejendom i Odense måske kan være til hjælp: Alt gammelt kit tages ud, med stålbørste gøres træet helt rent. Puds og polér glasset fuldstændigt rent. Med en smal og blød pensel påføres grundingsolie, indtil træet er mættet. Kit med god gammeldags kit: Kridt og linolie. Når kitten er glattet af, stryges med grundingsolie - 1 mm ud på glasset, så kitten forsegles til ruden. Når hinden er tør, er vinduet klar til at modtage den nye oliemaling. Processen gør jo, at træet mættes med olie, råd forhindres, og man kan næsten opleve, at træet regenererer, så kitten gror fast til træet og forhindres i at tørre, så den kan holde sig frisk i rigtig mange år. Ja, så enkelt er det altså. Mogens Brock !Kære Mogens Brock - jeg er helt sikker på, at dine vinduer også vil klare de næste hundrede år i fin stil. Blot undrer jeg mig over, at du stryger grundingsolie ovenpå kitten? Er det et særligt Kerteminde-patent? Hvorfor ikke bare lade kitten danne hinde og så male direkte ovenpå den? Nå, vi skal ikke være så ens alle sammen, og der er sikkert en snedig forklaring. Du har iøvrigt helt rigtigt fat i, at det handler om at holde kitten frisk - i mange år. Faktisk kan man forlænge kittens levetid, hvis man med års mellemrum - når man kan mærke, at kitte er blevet hård og truer med at sprække - stryger noget ren olie ovenpå, før man maler. Linolie kan nemlig trænge igennem linoliemaling - og ned i kitten, som att bliver spændstig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...