EMNER

Kjær må endnu en tur i lygtepælene

KØBENHAVN:Den konservative borgmesterkandidat i den kommende Rudersdal Kommune, Christian Kjær, får ufrivilligt ekstra motion, når han i næste uge for anden gang hænger sine valgplakater op i Søllerød. Christian Kjær havde ellers som den første i kommunen hængt sine plakater op allerede i fredags. Men det var i strid med en aftale, som hans eget parti har indgået med de andre partier om først at vente til 25. oktober. Christian Kjær beklager over for Frederiksborg Amtsavis, at han ikke har været bekendt med aftalen, og søndag blev plakaterne taget ned igen. Christian Kjær havde selv hængt plakaterne op sammen med nogle af sine støtter, selv om det normalt er partiernes ungdomsorganisationer, der klatrer rundt i de kommunale lygtepæle. Kjær håber, at hans venner og bekendte er med på endnu en klatretur i næste uge. /ritzau/