Kjærkomment genhør

SHOW Birthe Kjærs jubilæumsshow # # # # ¤ ¤ Ind på scenen i de sidste sekunder lige inden aftenens eneste ekstranummer, gennembruds- og vel også kendingsmelodien "Arrividerci Franz", træder Birthe Kjær for at læse lidt op af et interview, som hun har givet til Familie-Journalen i 1974. Noget om, at "hun nok er nødt til at se i øjnene, at hun ikke kan blive ved med at synge dansktop, når hun er 60 år"... Stor munterhed i salen. I mellemtiden har danskpop-stilens gennemført elegante grand old lady jo rent faktisk passeret de seks årtier - og hun synger stadig dansktop. Blandt meget, meget andet. For hvis hun havde valgt at klamre sig til dén stil og de sange, der i høj grad karakteriserer hendes repertoire i de allerførste år, da det gik allerstærkest i toppen af Dansktoppen, er det slet ikke sikkert, at hun havde kunnet holde den mere end gående så længe. I stedet handler det om at udvide rammerne for et åbenlyst talent - velovervejet, men diskret og uden på noget tidspunkt at sætte folkeligheden over styr. Derfor findes der rock, der findes pop, der findes dansktop, og så findes der Birthe Kjær, som støt og roligt har lagt stadig flere værelser til sin efterhånden ret rummelige lejlighed. Med plads til pariser-stemning i skiftende doser med højt hævet harmonika eller muzette, Bent Fabricius-Bjerres evigtunge "Forelsket i København" i tæt a cappella-kor med flere af de medbragte musikere og flere tindrende smukke ballader med "Livets have" forrest. For da slet ikke at tale om aftenens højdepunkt, hvor Birthe Kjær virkelig lægger fra land med en både tændt og stolt udlægning af Frank Sinatras vildt krævende "My Way", der viser, at hun i dén grad har noget at have sin alsidige og meget udtryksfulde stemme i. Udover at have danskpop-stilens klareste røst har Birthe Kjær - uden tvivl takket være en lang stribe tv- og revy-optrædener - en udtalt komisk sans for både replikker og kropssprog, som gør hende i stand til på et splitsekund at transmogriffe sig om til noget nær en 11-årig pige for at kunne gengive, hvordan det må have lydt, da hun havde sin første optræden i 1960 med en herligt naiv dansk udlægning af hittet "What Do You Wanna Make Those Eyes At Me For?". Men hvad Birthe Kjær - midt i iveren efter at gengive karriere og hits i så godt som kronologisk orden - virkelig vinder på er ægtheden. At hun tydeligvis kan stå inde for hver en strofe, uanset om det er det rene, skinbarlige varietépjat fra 1972 ("Jeg går aldrig til bal uden trusser", komplet med gævt rullende århusiansk og det hele), eller det er et ganske alvorligt livtag med Ella Fitzgeralds "All of Me". Af mange grunde - men måske fordi hun trods alt har rundet de 60 og optrådt (drøn)professionelt de 40 - kunne hun godt have fortjent en lidt større opdækning. Rivalerne er sikkert en håndfuld ret habile spille-til-dans-musikere fra den bedre ende, men i dagens anledning burde man have overvejet at dæmpe først og fremmest hammondorglet og spendere et par strygere (måske bare en stram strygertrio) og et par blæsere. For i længden er det begrænset, hvad en synthesizer kan gengive troværdigt. Med sin meget smittende humør og et ret imponerende repertoire (som træder tydeligt frem på den seneste dobbelt-cd, "Gennem 40 år) er der ingen tvivl om, at hun også kommer til at byde inden for til 50-år-som-sanger-fest. Det bliver ikke bare stort. Forhåbentligt bliver det (endnu) større. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Birthe Kjærs jubilæumsshow Europahallen i Aalborg torsdag aften.