Jammerbugt

Kjeld kommer forbi TV: Ung vognmand fra Kaas afløser tv-vært i tre uger

Tre uger som tv-vært kan blive til lidt mere. Kjeld Hedegård Nielsen overvejer et tilbud om at beholde tjansen sommeren ud.Arkivfoto

Tre uger som tv-vært kan blive til lidt mere. Kjeld Hedegård Nielsen overvejer et tilbud om at beholde tjansen sommeren ud.Arkivfoto

KAAS:Kjeld Hedegård Nielsen kommer til dagligt vidt omkring som vognmand i LL Transport, som han driver med sin far, Leif Nielsen. De næste tre uger bliver det med et tv-hold fra TV2/NORD i nakken. – Jeg er blevet ferieafløser for Mogens Jørgensen fra Mogens kommer forbi, fortæller Kjeld Hedegård Nielsen. Han skal først og fremmest tjene penge ind, og det er en opgave, den 24-årige økonomistuderende glæder sig meget til. – Det er et godt formål. Vi skal jo samle penge ind til julemærkehjemmet i Hobro – og så bliver det spændende at afprøve nogle grænser. Hele familien Nordjylland kommer jo til at følge med, bemærker han. Kjeld Hedegård Nielsen har ingen erfaring som tv-vært. Alligevel er han ikke nervøs. – Jeg tager det meget stille og roligt, men det bliver da sjovt. Jeg glæder mig til at komme rundt mange steder og snakke med folk fra alle lag i samfundet, fortæller han. Kjeld Hedegård Nielsen får en travl sommer, men det er der taget højde for. – De dage, jeg ikke laver tv, kører jeg lastbil. Det kræver lidt planlægning, men det skal nok gå – og så har jeg jo ferie fra studiet, fortæller han.