Kjeld Mølbæk - golf og fodbold

Herrer serie 1 pulje 3 Birkelse - Vodskov 2-1 (1-0) Mål: 1-0 Henrik Sørensen, 2-0 Jan Steffensen, 2-1 Carsten Gravsen BIRKELSE: Som det er sket flere gange tidligere var gæsterne ikke klar fra første fløjt og det udnyttede hjemmeholdet til at bringe sig foran allerede i det 5. minut. På trods af modgangen kom Vodskov stille og roligt ind i kampen og styrede spillet men det kneb med de åbne chancer. I starten af anden halvleg ramte et udmærket Vodskov-forsøg stolpen og på det efterfølgende angreb blev det 2-0. Herefter intensiverede gæsterne presset og efter endnu et forsøg på stolpen blev der reduceret i det 67. minut. Trods fortsat dominans lykkedes det ikke for Vodskov-holdet at sikre i det mindste det ene point. Golfmatch i flot vejr GISTRUP: Ørnehøj Golfklub lagde forleden traditionen tro bane til den årlige “Toyota-match” og efter en lidt våd start blev der tørvejr og vindstille så det var udmærket golfvejr. Det resulterede også i nogle flotte scores med tætte resultater så der skulle en lommeregner til for at finde vinderne i flere tilfælde. A-rækken blev der spillet slagspil og her vandt Freddi Nielsen med 74 slag netto foran Jens Nielsen med ligeledes 74 slag netto og Hans Henrik Sørensen med 75 slag netto. De tre øvrige rækker dystede i Stableford og B-rækken blev vundet af Torben Albrechtsen med 35 point foran Henrik V. Pedersen med 33 point og Hans Nielsen med 31 point. I C-rækken vandt Kasper Lyhne. Michael B. Jensen vandt D-rækken.