Kjeld Mølbæk - HASTER skak og

+HEJ - skakken med Himmerlandsmesterskabet haster da fjerde runde spilles mandag aften. NB: Også sendt lørdag +TOPOPGØR ENDTE REMIS I TREDJE RUNDE +AARS: I tredje runde af det igangværende Himmerlandsmesterskab i skak 2005 på Erhvervsskolerne i Aars endte topopgøret i Mesterklassen mellem John Bauneborg Nielsen fra Nørresundby Skakklub og Bent Christensen fra den arrangerende forening Aars Skakklub remis og det betyder, at førstnævnte som ubesejret indtager den øjeblikkelige førsteplads med 2,5 point foran klubkammeraten Henrik Willumsen og Bent Christensen, der begge har 2,0 point. I den næstbedste række, klasse 1, er der hård kamp om topplaceringen idet Tage Henriksen fra Terndrup og klubkammeraterne Thomas Heine Bech og Søren Andersen fra Aalborg Skakforening alle har 2,5 point efter de tre første runder af i alt syv. +Også i klasse 2 er der stor jævnbyrdighed med Torben Høiberg og Poul Erik Niebuhr på en delt førsteplads med 2,0 point mens ikke færre end fire spillere følger lige efter med hver 1,5 point. I klasse 3A, der domineres af spillere fra Skørping, fører netop Jacob Søgaard og Frederik Poulsen fra Skørping med hver 2,5 point og de to mødes i et spændende topopgør i fjerde runde. De to førende i klasse 3B, Poul Erik Kristensen fra Terndrup og Jens Ole Andersen fra Skørping med hver maksimum 3,0 point, mødes også i fjerde runde i den meget jævnbyrdige række, hvor fem spillere følger lige efter med hver 2,0 point. +DE SAMLEDE VINDERE FUNDET HOS JUNIORERNE +AALBORG: Efter afviklingen af de syv runder i sæsonens junior grandprix i hurtigskak, der i alt har haft deltagelse af 98 spillere fra hele Nordjylland med 53 som det højeste i en enkelt runde, er de samlede vindere nu fundet. De dygtige vindere findes ved at summere de fem bedste scores hen gennem turneringen og i den bedste gruppe med ratingtal fra 1200 til 1499 vandt Sune Kovshøj fra Aalborg med 204 point foran Rune Nielsen fra Aars med 151 point, Andreas V. Larsen fra Jetsmark med 138 point og Kasper Antoniussen fra Aalborg med 134 point. +Gruppe B med ratingtal fra 1000 til 1199 blev vundet af Emil Sønderstrup fra Aalborg med 127 point foran Peter R. Møller fra Skørping med 117 point og Lase Simoni fra Jetsmark med 108,5 point.. I klasse C med ratingtal fra 850 til 999 vandt Morten Randrup fra Jetsmark med 148 point foran klubkammeraten Mikkel Frandsen med 143 point og Lasse Andersen fra Aars med 142 point samt Daniel Brodie fra Aalborg med 128 point og Helene Søndergaard fra Jetsmark med 118 point. Endelig vandt Jonas Søndergaard fra Jetsmark gruppe D, der har ratingtal fra 800 til 849, med 71 point foran Michael Nguyen fra Børnereden med 58 point og Andreas Helligsø fra Aars med 49 point. +Fodbold serie 3 pulje 16 +Ulsted - Vestbjerg 2-3 (2-0) +Mål for Vestbjerg: 2-1 Morten Kjærgaard, 2-2 Claus Nellemann, 2-3 Lars Madsen +ULSTED: Efter opgøret fredag aften må hjemmeholdet ærgre sig en del over at det ikke blev til sejr. I første halvleg sad Ulsted således tungt på kampen mod et meget skidt spillende hold fra Vestbjerg og en føring på to mål ved pausen var absolut ikke for meget efter spil og chancer. Det første mål til hjemmeholdet faldt allerede i det 2. minut af kampen og det var givetvis medvirkende årsag til, at Vestbjerg-holdets spil faldt til et skidt niveau i begge ender af banen. +Med scoringen til 2-0 i det 42. minut fik gæsterne for alvor noget at tale om i pausen men i starten af anden halvleg virkede den alvorlige snak tilsyneladende ikke for Ulsted havde rigeligt med chancer til at lukke kampen. Det lykkedes imidlertid ikke og da Morten Kjærgaard i det 65. minut fik reduceret til 1-2, blev der pludselig spænding om udfaldet. Hjemmeholdet var stadig farlige på lange bolde frem mod gæsternes forsvar men i det 80. minut blev det for alvor spændende med udligningen til 2-2 af Claus Nellemann. Efterfølgende havde Ulsted en kæmpechance men en ny god redning af en særdeles velspillende Vestbjerg-keeper Nils Brinks holdt igen gæsterne inde i kampen og sejrsmålet blev sat ind af Lars Madsen i det 85. minut. Det var måske ikke den mest fortjente sejr af alle set over kampen som helhed men Vestbjerg-træneren Flemming Lind mente, alt andet lige, at det var gæsterne, der viste det pæneste fodboldspil op ad banen. +Fodbold serie 1 damer +Fjerritslev - Sulsted 1-2 (1-1) +Mål for Sulsted: 1-1 og 1-2 Mathilde Krogh +FJERRITSLEV: I fjerde forsøg lykkedes det for Sulsted at vinde den første kamp efter oprykningen til serie 1 og det gik ud over Fjerritslev i den udsatte kamp forleden. De to hold mødtes i en kredskamp i efteråret og her vandt Sulsted med 5-1 så optimismen var stor inden kampen. +Det holdt imidlertid hårdt undervejs mod det fysisk meget stærke hjemmehold, som tilmed bragte sig foran efter et kvarters spil af første halvleg. Gæsterne lod sig imidlertid ikke slå ud af modgangen og i det 23. minut fik Mathilde Krogh udlignet. Kort efter blev Sulsteds anfører Rikke Sørensen skadet men hun holdt ud til midten af anden halvleg. Som følge af den lidt skuffende sæsonstart havde træner Thomas Borup flyttet lidt rundt på spillerne til opgøret mod Fjerritslev og det betød blandt andet, at Gitte Larsen blev ny sweeper på holdet. Den opgave løste hun glimrende og hun havdesin store andel i, at hjemmeholdet ikke fik scoret yderligere. Det burde Sulsted-damerne til gengæld have gjort på flere store chancer men skarpheden er stadig ikke for stor. Det lignede derfor længe en pointdeling men to minutter før tid vidste Mathilde Krogh ikke helt, hvad hun skulle gøre ved bolden, og så blev en opfordring om at skyde fulgt til punkt og prikke. Via den ene stolpe endte bolden i nettet til sejrsmålet på 2-1 så hun satte for alvor sit præg på kampen. Det gjorde en godt kæmpende Kristina Riskær på Sulsteds defensive midtbane imidlertid også og hun blev med stort flertal kåret til kampens spiller.