Kjeld Mølbæk - LKB Cup

GISTRUP:I forhold til vejrudsigterne op til starten på den 26. LKB Cup meget tidligt Kristi Himmelfartsdag slap LKB-Gistrup som arrangør nådigt med hensyn til regnvejr. Det blev således til et par byger i løbet af torsdagen og en enkelt lørdag sidst på eftermiddagen mens det mere eller mindre regnede blidt under samtlige finaler søndag formiddag. Da temperaturen var mærkbart højere end sidste år først i maj, fik de 107 deltagende hold rimelige betingelser at spille fodbold under. I forhold til tidligere var den traditionelle lederfest fredag aften i år afløst af en reception i klubhuset torsdag aften og det nye tiltag blev et tilløbsstykke. Der var også stor trængsel i Gistruphallen til spillerfesten lørdag aften, hvor der var et diskotek tilpasset de 8-14 årige deltagere. For at transportere de mange gæster til og fra skolerne med indkvartering til kampene i Gistrup og til spisningen i Gistruphallen havde LKB to busser kørende fra tidlig morgen til sen aften på dertil indrettede ruter og det fungerede igen perfekt Også samaritterne havde travlt under de tre hundrede fodboldkampe fra torsdag formiddag til søndag middag med at tilse ømme arme og ben og vise enkelte vej til skadestuen. I alt var der omkring 400 frivillige hjælpere fra klubben. LKB Gistrups ungdom vandt selv en af rækkerne - nemlig i miniputpiger. LKBs miniputdrenge fik en bronzemedelaje og endelig vandt B52 lilleputpigerækken.