Kjeld Mølbæk - skak, fodbold o

+Fodbold serie 3 pulje 16 +OPRYKNING TIL VESTBJERG +Ø. Brønderslev - Vestbjerg 1-4 (1-2) +Mål for Vestbjerg: 1-1 Lars Madsen, 1-2 Tim Munkholm, 1-3 Mikkel Meldgaard, 1-4 Jacob Nielsen +Ø. BRØNDERSLEV: Det var hjemmeholdet der startede bedst og med udmærket spil blev det til en fortjent føring på 1-0 i det 24. minut mod oprykningskandidaterne fra Vestbjerg, der skulle bruge en sejr i næstsidste runde for at kunne fejre oprykningen. Fra omkring midten af første halvleg begyndte topholdet at få gang i spillet og med to mål lige efter hinanden kort før pausen sikrede Vestbjerg sig et godt udgangspunkt før anden halvleg. Da Ø. Brønderslev ikke havde noget at spille for fik gæsterne mere og mere plads at spille på og med to scoringer yderligere i anden halvleg understregede Vestbjerg, at der var helt styr på kampen. Med sejren er Vestbjerg for anden gang i klubbens historie klar til serie 2 i næste sæson efter en imponerende stabil indsats i indeværende sæson. +GRANDPRIX-RUNDE I NØRRESUNDBY +NØRRESUNDBY: Tredje runde af den igangværende nordjyske hurtigturnering i skak i sæsonen 2005/2006 for seniorer blev afviklet forleden med Nørresundby Skakklub som vært og i den bedste række, Mesterklassen, var der ikke færre end ti deltagere. Vinder blev efter stor spænding Per Andreasen fra den arrangerende forening med 5,5 point men Niels Peter Nielsen fra "Skakspilleren" nåede også op på 5,5 point efter at have tabt i det indbyrdes opgør mod Per Andreasen allerede i tredje runde af syv. Der var også hård kamp om de følgende pladser idet kendte spillere som Lars A. Meyer fra Aalborg Skakforening og Stefan Christensen fra Jetsmark Skakklub begge endte på 4,5 point. Den næste bedste række, Klasse 1, blev vundet af Christian Gottschalck fra Nørresundby Skakklub med 5,5 point foran Søren Thomsen fra Nibe og Arne Dan Fjordside fra Aalborg Skakforening med hver 4,5 point. Vinder af den sidste række, Klasse 2-4, blev Christian Karstensen fra Nørresundby Skakklub med maksimum 7,0 point foran Aage Andersen fra Nibe med 5,0 point. +SPÆNDENDE FODBOLDREJSER I EFTERÅRSFERIEN +GISTRUP: LKB-Gistrups talentafdeling i fodbold er for både juniorernes og ynglingenes vedkommende på spændende fodboldrejser her i efterårsferien og der var i begge tilfælde afgang fra klubhuset tidlig lørdag. +De ældste spillere i ynglingeafdelingen boer igen i år lidt nord for Barcelona for at deltage i "Costa Brava Cup", hvor der er mange skandinaviske hold med hvert år. Derudover skal de 21 spillere fra Gistrup spille en opvisningskamp på et helt nyt anlæg mod en lokal klub og der bliver også tid til at se et lokalopgør i den lokale Superliga idet Espanôl skal møde Cadiz inden Gistrup-truppen vender næsen hjemad på lørdag. +Juniorafdelingen har tilsvarende planlagt en tur til Verona i Italien og deltager i den forbindelse i "Garda Cup 2005", hvor der bliver masser af vanskelige modstandere med otte kampe på kun tre dage. De mange Gistrup-spillere skal under opholdet have helpension på et topmoderne hotel og da turneringen skal spilles på Verona's træningsanlæg, skulle både græsplænerne og de øvrige forhold være helt i top. Der var på denne tur også afgang lørdag men hjemkomsten er planlagt allerede til fredag middag i indeværende uge.