Kjelling: Det bedste i sæsonen

Den norske stjernespiller gjorde, hvad der passede ham i storsejren over Bjerringbro-Silkeborg.

Mathias Hove Andersen
Kristian Kjelling var i topform mod BSV. Foto: Claus Søndberg
27. marts 2012 23:50

Norske Kristian Kjelling blev med sine otte scoringer delt topscorer for Aalborg Håndbold i storsejren på 30-20 og Bjerringbro-Silkeborg, og den storspillende skytte var da også tilfreds med, at holdet tilsyneladende har fundet topformen på det helt rigtige tidspunkt. - Det er nok vores bedste kamp i denne sæson. I hvert fald set i forhold til, at den var så vigtig, som den var, sagde Kristian Kjelling umiddelbart efter slutfløjtet. Den perfekte start på slutspillet giver da også tro på mere i Aalborg-lejren, hvor svingende resultater ellers har præget sæsonen. - Vi vidste jo ikke helt, hvad vi kunne forvente. Vi har jo været noget ujævne, men mod BSV viser vi, hvor gode vi er, siger Kjelling, der ikke lagde skjul på sejrens betydning. - Det er klart, at de to point er sindssygt vigtige, det var et must for os.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!