Kjørvel samler på kapsler
Man kan nu smide brugte kaffekapsler til genbrug
BRØNDERSLEV: Kaffekanden Madam Blå med filterpose af stof er for længst flyttet på museum, hvor den snart får selskab af den gamle mormor-kaffemaskine med filterpose af papir.
De afløses af kaffemaskiner, som efter lang tids prusten og stønnen hoster op med en enkelt, eller måske to kopper kaffe, og der skal ofte åbnes en kapsel med folie til hver eneste kop kaffe.
Det fører med sig, at hvor der først ingen affald var, og senere en enkelt papirspose med grums, ligger der nu efter 10 kopper kaffe et mindre bjerg af svært genanvendelige kaffekapsler og indpakningsfolie.
Det bør der gøres noget ved, mener Karen Kjørvel fra Brønderslev.
Hit med kapslerne
- Jeg har jo selv sådan en kaffemaskine og tænkte, at hvis man nu kunne indsamle kapsler og folie fra de små kaffepakker og samtidig give en skilling til et godt formål, så kunne det være en rigtig god ide, fortæller Karen Kjørvel.
Som tænkt, så gjort. Så nu har Karen Kjørvel fået en af Danmarks første lokale indsamlingspladser i den såkaldte Tassimo Brigade, som indsamler brugte kaffekapsler og foliepakker til genanvendelse.
Dermed kan beboere i lokalområdet aflevere deres brugte Tassimo kapsler og folie på Odinsvej 7 i Brønderslev, hvor de finder indsamlingskassen foran carporten.
- Det er godt nok en meget lille genbrugsstation, men lidt har jo også ret, mener Karen Kjørvel og fortsætter:
- Jeg har altid gået op i genbrug og derfor var det også helt naturligt at melde mig som indsamler. Og ud over vores indsamlingsplads herhjemme, hvor vi indsamler Tassimo kapsler, har jeg også engageret min søns efterskole til at indsamle mejeri og mælkelåg i programmet ”Brug låget”.
Indsamlingen kaster lidt penge af sig, som bliver brugt på velgørenhed. I dette tilfælde går pengene til Himmerlandscentrets Idrætsefterskole, fortæller Karen Kjørvel.
Totalt set har indsamlerne for TerraCycle Danmark, som står bag den såkaldte Tassimo Brigade optjent over 360.000 kr. til velgørenhed, oplyser TerraCycle.pcp
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.