kk-elektronik lukker og fyrer 18

Snart kun servicevirksomheder i FME

FREDERIKSHAVN:Herning-virksomheden kk-elektronik A/S har efter fire år lukket sin afdeling med 18 ansatte i Frederikshavn Maritime Erhvervspark. De 18 elektrikere og specialarbejdere er fratrådt med udgangen af november, og det 1000 kvm. store lejemål i den tidligere værftskantine på FME er også opsagt. Det slukker samtidig håbet om en genåbning af afdelingen, der producerede elektriske styresystemer til vindmøller, hvis afmatningen i den danske vindmølleindustri retter sig. - Det var den værste køretur, jeg har haft fra Herning til Frederikshavn, da jeg måtte overbringe meddelelsen om lukningen til medarbejderne, medgiver produktionschef Eigil Sørensen, kk-elektronik A/S i Herning. - Vi har været glade for afdelingen i Frederikshavn og den kvalitet arbejde, der blev leveret, men du kan jo bare se på aktiekurserne i NecMicon og Vestas. Det forklarer vores beslutning. Vi har endda afskediget folk indenfor samme type arbejde i Herning, inden vi lukkede ned i Frederikshavn, siger Eigil Sørensen. kk-elektronik var den første bearbejdningsvirksomhed, der rykkede ind i den maritime erhvervspark i halen af Danyards lukning. Siden årsskiftet 1999/2000 har virksomheden i efterhånden tre forskellige og arealmæssigt stadig større lejemål været i gang i FME. Senest i den ombyggede værftskantine ud mod Europavej. Direktør i FME, Kaj Christiansen, beklager tabet af kk-elektronik som lejer. - Det er meget ærgerligt, for det har været en god og stabil lejer hidtil, men desværre er det en generel tendens, at der bliver stadig færre fremstillingsvirksomheder blandt lejerne, siger Kaj Christiansen. Af nu 46 virksomheder på FME, er der kun tre fremstillingsvirksomheder tilbage, resten er servicevirksomheder.