Arbejdsmarked

KL: Arbejdsløse indvandrere er fælles ansvar

KØBENHAVN:Arbejdsgiverne og kommunerne skal arbejde tættere sammen og lade være med konstant at kaste aben frem og tilbage imellem sig, når talen falder på at få arbejdsløse indvandrere i job. Det er meldingen fra formand Erik Nielsen i Kommunernes Landsforenings (KL) arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg. - Det er nødt til at være mere konstruktivt. De små og mellemstore virksomheder skal blive bedre til at opsøge kommuners lokale jobcentre og forklare deres behov, og jobcentrene skal være mere parate og mere opsøgende i forhold til virksomhederne. Der er to banehalvdele i det her spil, siger han. Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Henrik Bach Mortensen har efterlyst en større indsats fra kommunerne for at tilpasse indvandrerne til arbejdsmarkedets behov, fordi problemet ifølge DA er, at alt for mange arbejdsdygtige borgere ikke er til rådighed. Men på den måde løber DA fra sin del af ansvaret, mener Erik Nielsen. - Der er jo flere hundredetusinde små og mellemstore virksomheder med vidt forskellige behov, og vi kan ikke opsøge dem alle. Det er jo derfor jobcentrene er lagt lokalt, så virksomhederne kan henvende sig og gøre opmærksom på de specifikke krav, der knytter sig til deres arbejdsplads, siger han. Baggrunden for diskussionen er, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har bebudet, at regeringen inden jul vil barsle med en ny plan for at få flere i arbejde. Statsministeren appellerede i den forbindelse til erhvervslederne om at give danskere med indvandrerbaggrund en chance på arbejdsmarkedet. Der er i øjeblikket godt 91.000 arbejdsledige herhjemme. Det svarer til 3,3 procent af arbejdsstyrken. /ritzau/