EMNER

KL bakker op om kritik af SKAT

Aalborgs borgmester Henning G. Jensen får opbakning til sin kritik af SKAT. Arkivfoto: Lars Pauli

Aalborgs borgmester Henning G. Jensen får opbakning til sin kritik af SKAT. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Kommunernes Landsforening (KL) vil bakke kommunerne op i deres kamp for at få SKAT til hurtigere at opkræve de penge, som borgerne skylder til kommunerne. Som tidligere omtalt i NORDJYSKE Stiftstidende er blandt andre Aalborgs borgmester Henning G. Jensen (S) meget utilfreds med, at borgernes gæld til Aalborg Kommune er 98 mio. kr. større end for to år siden, da staten overtog opgaven med at opkræve pengene. - Når det for eksempel gælder børnehavetakster, betaler kommunen i forvejen den største del, og så er der en forældrebetaling. Men hvis forældrene ikke betaler, og SKAT ikke opkræver pengene, kommer kommunen til at betale hele beløbet, siger borgmesteren. Han fik på et møde onsdag med borgmestrene fra landets seks største kommuner opbakning til sin kritik. Henning G. Jensen har for nylig meldt ud, at kommunerne skal kræve opgaven med at inddrive pengene tilbage fra staten, hvis SKAT ikke begynder at prioritere opgaven højere. Men foreløbig har borgmestrene aftalt, at de afventer et samlet overblik fra KL over udviklingen i borgernes gæld til landets kommuner. - I en tid, da der lægges op til økonomisk smalkost i kommunerne, er der ingen grund til at lade restancerne stige. Folk skal betale for de ydelser, de har modtaget, siger KL"s direktør Peter Gorm Hansen. Han forventer, at SKAT om kort tid har afleveret de relevante tal til KL.