KL-forhandler: Bondo må komme op med noget bedre

En sms fra lærerne kan ikke få KL tilbage til forhandlingsbordet. Der skal konkrete input på bordet, siger KL.

28. februar 2013 18:21 - Opdateret 28. februar 2013 18:24

KL-forhandler: Bondo må komme op med noget bedre

Anders Bondo Christensen må komme op med noget bedre end en sms med tilbud om endnu et forhandlingsmøde, hvis Kommunernes Landsforening skal gå med til at genoptage forhandlingerne med lærerne, inden sagen ender i forligsinstitutionen.

Sådan siger KL's forhandlingsleder Michael Ziegler (K), der over for Ritzau bekræfter, at han har modtaget en sms fra formanden for Danmarks Lærerforening, der ønsker at genoptage forhandlingerne.

- Jeg har svaret Anders og forklaret, at vi meget gerne genoptager forhandlingerne, hvis bare de leverer de konkrete ændringer, som de har brug for i vores forslag til arbejdstidsaftalen, siger han og fortsætter:

- Jeg kan konstatere, at han smyger udenom, så jeg er ikke så optimistisk. En forudsætning for at mødes fra vores side er, at de er præcise i hvilke ændringer, de ønsker. Hvis ikke de kan det, kan vi lige så godt tage den i forligsinstitutionen.

Anders Bondo Christensen har taget kontakt til Kommunernes Landsforening for at få genoptaget forhandlingerne om skolelærernes overenskomst allerede torsdag aften. Det sker, efter forhandlingerne natten til onsdag brød sammen.

I dag torsdag har KL's bestyrelse så besluttet at varsle lockout for folkeskolelærerne fra 1. april.

Lærerne har flere gange bedt KL om at komme tilbage til forhandlingsbordet, og selvom det ikke er sket, understreger Michael Ziegler, at KL er klar til forhandlinger med "meget kort varsel", hvis lærerne leverer en liste over, hvad de vil have skrevet idn i KL's model.

Stridens kerne mellem lærerne og kommunerne handler om, hvorvidt det skal reguleres af en aftale i overenskomsten, hvordan lærerne bruger deres arbejdstid.

Kommunerne vil gerne skære i lærernes forberedelsestid og have dem til at bruge mere tid i klasseklokalerne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...