Børnepasning

KL kæver kvalitetstjek i børnehaver

Kommunernes Landsforening kræver, at kommunerne nu tjekker kvaliteten i deres børnehaver.

Det sker efter, at flere førende forskere på Danmarks Pædagogiske Universitet i NORDJYSKE Stiftstidende fremførte kritik af de danske børnehavers kvalitet. Kommunernes førstemand på børneområdet, formand for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg, borgmester Bjørn Dahl (V), Roskilde, står bag kravet om et servicetjek, der skal vise, om kommunernes indsats i børnehaverne er solid nok. - Alle børn har ret til gode og udviklende år i børnehaven, og når anerkendte forskere kritiserer så voldsomt, må og skal kommunerne gøre noget. Jeg må gå ud med riven med det her, men det er jo kommunerne selv, der bestemmer, siger han og tilføjer: - Kommunerne gør det desuden skidt for sig selv, hvis de ikke sørger for gode børnehaver. Så flytter de blot problemerne op i skolen. Der findes ikke landsdækkende regler for, hvor mange voksne ansatte i børnehaver der skal være pr. barn. Og der er meget store forskelle mellem kommunerne. I gennemsnit er der 9,5 barn i danske børnehaver per uddannet pædagog, men i Nordjylland er der ifølge Danmarks Statitisk for eksempel 6,9 i Løkken-Vrå kommune og 13,8 i Hadsund. - Jeg har ikke dårlig samvittighed. Vi har ingen klager fra forældrene, og det er den bedste kvalitetskontrol overhovedet, siger Hadsunds borgmester, Karl Christensen, (S), der påpeger, at man i Hadsund har valgt at have den laveste skat i amtet frem for det højeste serviceniveau.