KL: Pas på hastværk på skatteområdet

ÅRHUS:Formanden og næstformanden i Kommunernes Landsforening (KL) er enige om at advare regeringen mod hastværk, når 12.000 skattemedarbejdere får nye arbejdspladser i forbindelse med strukturreformen. - Dels synes vi ikke, det er helt hensigtmæssigt at flytte skatteligningen over fra kommunerne til staten, men det næste er, at tidsfristerne er meget, meget stramme. Der skal gøres store anstrengelser for, at det ikke ender i kaos, siger formanden for KL, Eigil W. Rasmussen. Skattemedarbejderne skal samles i 30 skattecentre og 15 skatteankenævn, der overtager skatteopgaven fra 1. juli 2005. - Der er jo ingen, der har interesse i, at skatteligningen ikke foregår ordentligt, og det er også meget væsentlig, at medarbejderne behandles ordentligt i forbindelse med, at de overføres fra et regi til et andet, fastslår Eigil W. Rasmussen. - Der er vel ingen, der endnu kan sige, hvordan det rent fysisk skal kunne lade sig gøre. Der er ingen garantier for, at man har de bygninger, der skal bruges til det. Rygterne går så på, at man vil leje sig ind i de eksisterende, kommunale skatteforvaltninger, og det kommer altså til at give et meget uklart billede for den enkelte medarbejder, siger KL-formanden. Næstformanden i KL, Anker Boye (S), er enig. - Det er en stor og meget vanskelig opgave at flytte så mange medarbejdere. Derfor kunne vi godt ønske os, at regeringen tog sig lidt mere tid og samtidig fik en mere konstruktiv dialog i gang med KL. Som det er nu, er dialogen lidt for meget præget af en "her-bestemmer-vi"-vilje, siger Anker Boye. Anker Boye kalder regeringens og Dansk Folkepartis aftale om placeringen af de statslige institutioner og arbejdspladser for "leverpostej, der er smurt tyndt ud over hele landet". - Man har tydeligvis forsøgt at reparere på nogle af de skader, der er sket ved udnævnelsen af regionshovedstæderne, og strategien er, at nu får vi lidt allesammen. Man kan spørge sig selv, om det nu også er godt for Danmark, siger Anker Boye (S) uden dog selv at have noget svar på det spørgsmål. Han nøjes med at konstatere, at det i højere grad er de politiske argumenter fremfor de faglige, der ligger til grund for beslutningen. /ritzau/

Forsiden