KL's formand: Øde landområder er en kæmpe udfordring

Transportminister er enig i, at elendig infrastruktur får arbejdspladser og mennesker til at rykke til byerne

Der skal skabes resultater i Kommunernes Landsforening (KL), og det sker bedst i et samarbejde og ikke ved at lave blå og rød blokpolitik.

Det siger Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), der torsdag aften, som ventet, er valgt til KL's nye formand på topmødet i Aalborg. Han afløser den socialdemokratiske Erik Nielsen, der er borgmester i Rødovre.

Damm har ingen store programerklæringer endnu, for KL's arbejde skal diskuteres i bestyrelsen, men en af de helt store udfordringer for kommunerne er, at danskerne og arbejdspladserne flytter til de store byer, mens landområderne affolkes.

- Urbanisering er en af de helt store udfordringer, som vi kommer til at arbejde med i KL's bestyrelse. Allerede på topmødet tager vi hul på diskussionen. Udviklingen betyder, at arbejdspladserne og mennesker samler sig i byerne, og her opstår væksten, siger han.

- Vi kan ikke ændre på, hvor folk vil bo, men vi kan prøve at finde løsninger, så det ikke bliver umuligt at bo noget sted i Danmark. Og fællesnævneren er infrastruktur.

I Martin Damms egen kommune betyder en elendig infrastruktur, at det tager en time og 54 minutter at tage det ordinære tog fra Kalundborg til København. Det er længere tid, end det tog i 1954.

- I Kalundborg kunne vi rigtig meget, hvis vi havde lige muligheder. Vi har masser af industri, men problemet er, at man ikke kan komme frem og tilbage. Derfor skal vi fjerne nogle af de barrierer, der gør det svært at bo i provinsen i dag, siger han.

Transportminister Magnus Heunicke (S) erkender kommunernes problemer med infrastrukturen

- Det er jeg helt enig med ham i. Det er en udfordring. Kalundborg og mange andre byer i Danmark vil få hurtigere togforbindelser, når vi får rullet de historiske store investeringer ud i bedre jernbaner og togdrift. Så vi er på rette vej, siger Magnus Heunicke til Ritzau.

- Jeg er jo selv pendler, så jeg ved hvad det betyder, at man kan komme hurtigt frem både med kollektiv trafik og i bil, siger Magnus Heunicke, der bor i Næstved.

Også bredbåndsforbindelser og mobiltelefoni skal ifølge den nye KL-formand virke, ellers tvinger man på længere sigt folk til at flytte, og det er med til at skævvride landet endnu mere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.