Danmark

KL's hjemmeside er blevet lagt ned af hackere

En hackergruppe lægger så meget pres på KL's hjemmeside, at den ikke er tilgængelige for andre, bekræfter KL.

KL's hjemmeside er blevet lagt ned af hackere

Det var ikke kun tomme ord, da hackergruppen Anonymous truede med at lægge Kommunernes Landsforenings (KL) hjemmeside ned. I hvert fald er det umuligt at komme på hjemmesiden mandag aften, og KL bekræfter hacket over for Ritzau.

- Det er rigtigt, at vores hjemmeside er lagt ned. Vi holder øje med det, og ser, hvad der sker. Der bliver lagt et enormt pres på siden, fordi nogle folk har sat servere til at stå og lave forespørgsler på siden hele tiden, og så kan siden ikke følge med, siger Rune Koop.

Han er it-manager for KL og understreger, at intet tyder på, at hackerne er kommet ind i KL's systemer, men lige nu blot lægger pres på hjemmesiden.

- De er ikke som sådan inde bag ved på serveren og har lagt koder ind. Der er ikke noget på nuværende tidspunkt, som tyder på, at de er kommet ind, siger Rune Koop.

Sammen med sine kolleger forsøger han at stoppe angrebene, men han kan ikke sige noget om, hvor lang tid det tager, før siden bliver tilgængelig igen.

- Det går støt og roligt fremad, men det kan godt være lidt svært med sådan nogle angreb. Det er jo en gruppe, som har gjort sig bemærket før rundt omkring, så jeg tror godt, de ved, hvad de laver, siger Rune Koop og tilføjer:

- Vi ved ikke, hvornår det stopper. Det skriver de ikke noget om, så flinke er de desværre ikke.

KL's hjemmeside blev lagt ned lidt før klokken 19, hvilket passer med Anonymous' trusler på Youtube. Her bekræfter Anonymous også aktionen.

- Kl.dk er blevet taget ned. Næste mål kommer snart, skriver de under trusselvideoen.

Samme hackergruppe stod sidste år bag flere angreb på svenske hjemmesider, og Rune Koop henviser til, at flere hjemmesider måske står for skud.

- De har jo faktisk skrevet, at de har tænkt sig at ramme andre også. Om det så er politiske partier eller hvad, det ved jeg ikke, men de skriver, at kl.dk bare er de første, så det lugter jo ikke af, at de har tænkt sig at stoppe, siger han.

Rune Koop er dog optimistisk og håber på, at KL's hjemmeside er oppe at køre igen tirsdag, han tilføjer dig, at man i sådanne situationer "skal være forsigtig med at love for meget".

Ud over kl.dk er også KL's konflikthjemmeside meretidsammen.dk blevet lagt ned.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.